Amnesty sætter spot på Darfurs kvinder på international kampdag

Redaktionen

Amnesty International benytter lørdag den 8. marts, der er kvindernes internationale kampdag, til at sætte fokus på Darfurs kvinder, som lever i konstant fare for overgreb og voldtægt i den borgerkrigshærgede region i Sudan.

Amnesty appellerer til FNs og Den Afrikanske Unions fælles fredsbevarende styrke (UNAMID) om at beskytte disse kvinder, skriver Amnesty Danmark i en pressemeddelelse fredag.

Et vidnesbyrd:

“De havde militæruniformer på, og en af dem havde en kalashnikov. De piskede mig. Jeg blev voldtaget af alle 5. Jeg sagde ingenting. Jeg kunne ikke skrige. Jeg anmeldte heller ikke voldtægten, fordi mændene var regeringssoldater.”

Kvinde fra det nordlige Darfur til Human Rights Watch, 2004.

Konflikten i Darfur har resulteret i, at mindst 2,3 millioner er blevet fordrevet fra deres hjem og landsbyer. Størstedelen lever nu i de flere end 65 flygtningelejre, der ligger spredt ud over Darfur.

Der lever flere kvinder end mænd i lejrene. Voldtægterne sker, når kvinder og piger forlader lejrene for at hente vand og brænde til familien. Gerningsmændene er medlemmer af Janjawid-militsen, væbnede modstandsgrupper, regeringssoldater og sågar andre fordrevne.

Størstedelen af de voldtagne kvinder i Darfur anmelder aldrig overgrebet til politiet, fordi sandsynligheden for, at gerningsmanden kommer for retten, er meget lille. Voldtægt er i Darfur forbundet med stor skam, så en kvinde, der anmelder en voldtægt, risikerer at ødelægge sit ry og sine fremtidige muligheder for at blive gift.

Politiet efterforsker kun sjældent de voldtægtssager, der anmeldes. Hvis gerningsmanden er soldat i den sudanesiske hær, er chancerne for, at han bliver retsforfulgt, stort set lig nul. I nogle tilfælde er det den person, der anmelder voldtægten, som ender med at blive arresteret.

Man kan støtte Amnesty Internationals krav til UNAMID om at sikre kvinderne beskyttelse mod voldtægt.
Klik på
www.amnesty.org/en/appeals-for-action/rape-ever-present-danger-darfurs-women

og skriv til chefen for UNAMID, Mr. Rodolphe Adada, for at opfordre ham til at beskytte kvinder og piger i Darfur