EU-delegation: Ikke folkemord i Darfur

Redaktionen

En EU-delegation, der har undersøgt forholdene i det borgerkrigshærgede Sudan, siger, at den ikke har fundet beviser på folkemord i den urolige Darfur-region. Men der er omfattende vold, skriver Politiken Online mandag.

– Vi er ikke i en situation, hvor der er folkemord, siger Pieter Feith, rådgiver for EUs politiske chef, Javier Solana, efter et besøg i området. -Men det er tydeligt, at der stille og roligt finder udbredte drab sted, og landsbyer brændes af i ret stor skala, tilføjer han.

Regntiden er begyndt i Darfur, og det gør livet endnu mere besværligt for titusindvis af flygtninge, advarer Anders Ladekarl, international chef i Dansk Røde Kors. Han befinder sig i øjeblikket i Kalmar-flygtningelejren i Nyala i Darfur, hvor regntiden netop er begyndt, og det har allerede ført til store problemer.

Der bor 60.000 flygtninge i lejren, der er ved at blive forvandlet til en mudderpøl. Sygdomme som diarre og malaria er begyndt at florere, børn dør dagligt, og på grund af regnen bliver det inden længe svært for lastbiler at få nødhjælp frem til lejren, fortæller Ladekarl.