Dansk bidrag til fredsbevaring i Sudan – og stort “Afrikaprogram for Fred” på trapperne

Redaktionen

Dansk bidrag til fredsbevarende indsats i Sudan

Regeringen lægger vægt på at sikre et stærkt dansk engagement i konfliktløsning i Afrika gennem FNs fredsindsatser, landenes egne bestræbelser og et langvarigt bistandssamarbejde.

Derfor er et større “Afrikaprogram for Fred” med en samlet bevilling på over 200 mio. kr. over 5 år under forberedelse til støtte for konfliktforebyggelse og konfliktløsning på kontinentet, fremgår det af udenrigsministeriets hjemmeside torsdag.

Programmet bliver genemført i samarbejde med den Afrikanske Union og de regionale samarbejdsorganisationer for henholdsvis det sydlige Afrika (SADC), Vestafrika (ECOWAS) og Afrikas horn (IGAD).

I Sudan arbejder parterne på at bringe en langvarig borgerkrig til ophør. Fredsforhandlinger mellem regeringen og oprørsbevægelsen Sudanese Peoples Liberation Movement/Army (SPLM/A) har bragt den over 20 år gamle konflikt tæt på en løsning, og der er håb om en snarlig fredsaftale.

Et stærk internationalt engagement i fredsprocessen, herunder fra FN og lande som USA, Storbritannien og Norge, der deltager som observatører i forhandlingerne, har medvirket til at sikre den positive udvikling.

Kommer der en fredsaftale, kan der blive tale om at indsætte en FN-styrke til at overvåge og understøtte aftalen. FN har som led i sine forberedelser heraf uformelt spurgt SHIRBRIG (Multinational Stand-by High Readiness Brigade for UN Operations) – der har Danmark som initiativtager og aktivt medlem – om man vil være med.

Henvendelsen lyder på hurtigt at udsende et midlertidigt hovedkvarterskompagni på ca. 200 personer til FN-missionen. FN vil bygge det endelige styrke-hovedkvarter op omkring bidraget fra SHIRBRIG. Dette FN-hovedkvarter ventes på plads efter 6 måneder, hvorefter SHIRBRIGs rolle er udspillet.

SHIRBRIGs medlemslande har været enige om at se positivt på forespørgslen fra FN og forsøge at sammensætte det ønskede hovedkvarterskompagni gennem mindre bidrag fra en bred kreds af medlemslande.

I regeringen er der enighed om at støtte SHIRBRIGs sammensætning af et bidrag til FN, bl.a. ved at tilmelde et substantielt dansk bidrag på ca. 45 personer.

Udgiften til udsendelsen afholdes af Forsvaret, idet der dog opnås delvis refusion fra FN. Regeringen har løbende orienteret Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om sagen.

I forvejen har man fra dansk side støttet en observatørmission i Nuba-bjergene i Sudan, både finansielt og ved udsendelse af observatører fra Det Internationale Humanitære Beredskab.

Danmark har i år bidraget med 17 mio. kr. i humanitær bistand, heraf er bevilget 8 mio. kr. til UNHCRs aktiviteter i grænseregionen mellem Tchad og Sudan, og 500.000 kr. til den danske Beredskabsstyrelse til støtte for FNs koordination af den omfattende indsats.

Også danske NGOers arbejde med sudanesiske flygtninge i regionen støttes; i 2003 med 29 mio. kr.

Et militært bidrag vil derfor indgå i en samlet dansk indsats i området.

Indsatsen i Sudan er i tråd med Danmarks traditionelle støtte til at bevare international fred og sikkerhed gennem FN. En tradition, der gør det naturligt for Danmark at påtage sig opgaven som medlem af FNs sikkerhedsråd for perioden 2005-2006, hedder det fra ministeriet.