Ny forhandlingsrunde om Sudan

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Fredsforhandlinger, som skal gøre ende på 20 års borgerkrig mellem Sudans regering i Khartoum og rebeller i landets sydlige del, blev genoptaget i Kenya umiddelbart efter Nytår, rapporterer BBC Online fredag.

Rebelleder John Garang og Sudans vicepræsident Osman Ali Taha satte sig atter til forhandlingsbordet i den kenyanske ferieby, Naivasha, efter Jule- og Nytårsferien og efter at den frist, som amerikanerne uofficielt havde sat for en aftale, var udløbet. Den lød på 31 december 2003.

Begge parter i borgerkrigen i Afrikas største land, som har kostet halvanden million døde og hundredtusinder af flygtninge og hjemstavnsfordrevne, er under stærkt pres fra USA for at nå frem til en aftale, der kan gøre Sudan til en nogenlunde stabil partner regionalt som geopolitisk.

Lige før Nytår sagde Sudans præsident, Omar al-Bashir, at en fredsløsning ville være i hus “indenfor en uge”. Men der er mange knaster tilbage endnu, selv om parterne er kommet langt de seneste måneder. De er således nået til enighed i det meget ømtålelige spørgsmål om fordeling af Sudans naturressourcer, herunder de altdominerende olieindtægter, og de er enedes om at oprette en fælles hær på henved 40.000 mand.

Og under en tidligere indgået aftale, der førte til den eksisterende våbenhvile, vil Sydsudan leve under selvstyre i 6 år, hvorefter det er op til regionens indbyggere selv at afgøre tilhørsforholdet til Sudan ved en folkeafstemning. Med andre ord om det overvejende kristne og animistiske syden vil løsrive sig fra det muslimsk-dominerede nordlige Sudan og være uafhængigt.

Når Nytårs-deadlinen ikke blev overholdt, skyldes det bl.a. dyb uenighed om, hvorvidt områderne Abyei, Nuba Mountains og Southern Blue Niel skal udgøre en del af Sydsudan eller Nordsudan. En regeringsdelegat i Naivasha sagde til BBC, at spørgsmålet havde vist sig at “være et mareridt”.

Parterne har desuden ikke indledt de vanskelige forhandlinger om mekanismerne for magtdelingen, som skal være på plads, før en endelig fredsaftale kan siges at være i hus, anfører BBC Online.