FNs Sikkerhedsråd vedtog i april sanktioner mod 4 personer ansvarlige for krisen i Sudans krigshærgede Darfur-region. Listen er kun en begyndelse.
Sammen med 7 andre lande har Danmark i Sikkerhedsrådet den 25. april fået vedtaget en resolution, der sikrer, at 4 enkeltpersoner, der på hver deres måde er ansvarlige for krisen i Darfur, nu rammes af Sikkerhedsrådets sanktioner med restriktioner om indrejseforbud og indefrysning af økonomiske midler.
Det drejer sig om en generalmajor fra Sudans luftvåben, en leder af en regeringsstøttet milits, samt 2 ledere af oprørsbevægelserne.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) siger i den anledning:
– Det er med tilfredshed, at jeg konstaterer, at Sikkerhedsrådet har bragt sanktioner i anvendelse over for enkeltpersoner, der bærer deres del af ansvaret for de store menneskelige lidelser, vi ser i Darfur.
– Udviklingen i Darfur går fortsat i den gale retning, og det er derfor ikke en dag for tidligt, at disse sanktioner blive brugt. Danmark har vedholdende arbejdet for dette resultat og står som medforslagsstillere til listen med de 4 personer. Det har været en lang proces, men den slutter ikke her. Sammen med andre medlemmer af Sikkerhedsrådet er vi klar til at føje flere personer til listen, hvis det bliver nødvendigt.
– Det er vigtigt at vise, at man fra internationalt hold ikke vil tolerere overtrædelser af en våbenhvile og fortsatte krænkelser af menneskerettighederne. Sikkerhedsrådets indførelse af sanktioner er en demonstration af, at der sættes handling bag ordene, og at det har konsekvenser, hvis man fortsat vælger at se stort på Sikkerhedsrådets vedtagelser.
– Når parterne forhåbentlig snart indgår en fredsaftale i Abuja, bliver der brug for al mulig støtte fra det international samfund til at fastholde dem på løfterne og hjælpe en freds- og forsoningsproces på vej.”
Den humanitære situation og sikkerhedssituationen i Darfur forringes fortsat, og den seneste forværring af krisen i Tchad demonstrerer, at krisen i Darfur også har regionale konsekvenser. De AU-ledede fredsforhandlinger i Abuja er inde i en kritisk fase, og den Afrikanske Union lægger pres på parterne om at indgå en aftale inden for de kommende uger.
Sikkerhedsrådet vedtog i marts 2005 resolution 1591 om sanktioner mod Sudan. Danmark har siden vedtagelsen arbejdet for, at sanktioner mod individuelle personer, som resolution 1591 gav mulighed for, blev indført.
Sanktionsmulighederne omfatter indrejseforbud og indefrysning af økonomiske midler mod personer ansvarlige for brud på våbenhvilen i Darfur, brud på forbudet om salg af våben til parterne i Darfur, overtrædelser af international humanitær ret og menneskerettigheder samt på anden måde forhindrede en forhandlet fredsløsning på krisen i Darfur.
Kilde: www.um.dk