FNs Generalforsamling vedtog torsdag en historisk Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder. Deklarationen blev vedtaget med 143 stemmer for, 4 imod og 11 afståelser, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
De 4, der stemte imod, var Australien, Canada, New Zealand og USA. Australien har en urbefolkning i form af aboriginer, Canada har inuitter (eskimoer), New Zealand maorier og USA indianere.
De 11 lande, som undlod at stemme, var Aserbajdsjan og Georgien i Kaukasus, Bangladesh og Bhutan i Asien, Burundi, Kenya og Nigeria i Afrika, Colombia i Sydamerika, Rusland og Ukraine i Østeuropa og Samoa i Stillehavsområdet.
I anledning af deklarationens vedtagelse udtaler udenrigsminister Per Stig Møller (K):
– Der er tale om et historisk dokument og en enestående begivenhed i FN. Det er første gang FN vedtager et sæt rettigheder, der gælder for verdens oprindelige folk (urfolk/indfødte folkeslag) – deriblandt inuitter, indianere, maorier, aboriginere, samer og mange flere – som i dag tæller over 350 millioner mennesker.
– Det har været et langt sejt træk. Mange års forhandlinger og konsultationer blandt FNs medlemsstater og verdens oprindelige befolkningsgrupper har ført til, at vi i dag har fået et afgørende internationalt politisk værktøj. Et værktøj, som Danmark i et konstruktivt samarbejde med Grønlands Hjemmestyre i høj grad har været med til at præge, anfører Per Stig Møller.
Baggrund
Deklarationen er et politisk bindende dokument, der søger at imødekomme de oprindelige folks interesser og aspirationer. Udgangspunktet er at inddrage oprindelige folks repræsentanter i de samfundsmæssige beslutningsprocesser, der måtte have indvirkning på deres levevilkår.
Deklarationen bygger på det grundlæggende princip om folkenes ret til selvbestemmelse med særlig understregning af retten til at udvikle et internt selvstyre. I naturlig forlængelse heraf fastslår Deklarationen også en ret for de oprindelige folk til de landområder og ressourcer, som udgør grundlaget for deres levevilkår.
Ved gennemførelsen af de rettigheder, Deklarationen opregner, skal andre personer og grupper af personers rettigheder og friheder respekteres. Det samme gælder den demokratiske retsstats legitime interesser.
Deklarationen vil være et vigtigt udgangspunkt i det fremtidige arbejde med at sikre oprindelige folks menneskerettigheder og deres overlevelse gennem respekten for deres kultur, sprog og levevis. Danmark vil fortsætte sin aktive støtte – økonomisk og politisk – til dette arbejde.
Danmark og Grønland har aktivt og i fællesskab deltaget i de mangeårige forhandlinger i FN om Deklarationsteksten, der i sin endelige udformning nyder bred opslutning blandt verdens oprindelige folk, anføres det.
Yderligere oplysninger om Deklarationens vedtagelse fås hos Udenrigsministeriets Menneskerettighedsenhed/Emil Hother Paulsen tel. 33 92 03 33
Læs også telegrammet “IWGIA venter mærkedag for verdens urfolk i FN på torsdag”, dato 07.09.07, under Nyt fra den 3. verden