Udenrigsminister Per Stig Møller (K) deltager i G8-landenes udenrigsministermøde, “Forum for the Future” i Jordan den 30. november og 1. december, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.
Det er anden gang Danmark deltager i dette forum, hvor i alt 35 regeringer vil være repræsenteret. Foruden G8-landene er der tale om landene fra det bredere Mellemøsten fra Marokko i vest til Pakistan i øst. Desuden deltager en række internationale organisationer, herunder EU og Verdensbanken.
Indbydelsen skal ses som en anerkendelse af den danske indsats under det Arabiske Initiativ og som en naturlig følge af det danske engagement i Forum for the Future, hedder det.
På sidste års møde gav udenrigsministeren tilsagn om politisk og finansiel støtte til Foundation for the Future og Fund for the Future, som man fra dansk side støtter med henholdsvis 2 og 1 mio. US dollar over årene 2006 – 2008.
Formålet med Forum for the Future er dels at fastholde reformer og demokratisering i den arabiske verden højt på dagsordenen, dels at tilskynde til etableringen af en række konkrete, regionalt forankrede reforminitiativer.
Drøftelserne i Jordan vil omhandle emnerne: deltagelse i den politiske proces, valg, medier, god regeringsførelse, styrkelse af kvinders og unges forhold, civilsamfund, uddannelse og økonomiske initiativer.
Kontaktpersoner Ministersekretær Lars Lose, tlf. 40 25 06 38, kontorchef Tomas Anker Christensen, tlf. 25 26 76 94 og fuldmægtig Stefan Kovacs, tlf. 33 92 03 58, MENA.