Udenrigsminister Per Stig Møller (K) aflægger fra mandag til onsdag (25.-27. maj) besøg i New York i anledning af Danmarks formandskab for FNs sikkerhedsråd i maj.
Under besøget i New York skal udenrigsministeren bl.a. lede 2 møder i Sikkerhedsrådet – ét om fredsopbygning den 26. maj og ét om Kosovo den 27. maj. Udenrigsministeren vil også få lejlighed til at mødes med FNs vicegeneralsekretær Louise Fréchette om bl.a. Mellemøsten, Irak, Sudan og FN reformer.
Udenrigsministeren vil også mødes med andre højtstående repræsentanter for FN-systemet, herunder bl.a. generalsekretærens særlige repræsentant i Kosovo, danskeren Søren Jessen-Petersen, som vil være i New York i anledning af Sikkerhedsrådets møde om Kosovo.
Mødet den 26. maj om fredsopbygning vil udover udenrigsministeren og Sikkerhedsrådets øvrige 14 medlemmer have deltagelse af den afgående præsident for Verdensbanken James Wolfensohn via videolink fra Washington.
Mødet om fredsopbygning vil fokusere på behovet for indsatser i efter-konflikt situationer, herunder vigtigheden af lokalt ejerskab, regional inddragelse samt integrerede missioner. Mødet i Sikkerhedsrådet vil komplementere forhandlingerne i Generalforsamlingen om oprettelsen af en fredsopbygningskommission, som Danmark lægger stor vægt på.
Mødet den 27. maj om Kosovo vil udover udenrigsministeren og Sikkerhedsrådets øvrige 14 medlemmer have deltagelse af generalsekretærens særlige repræsentant Søren Jessen-Petersen, som vil orientere Sikkerhedsrådet om den seneste udvikling i Kosovo.
Sikkerhedsrådet ventes på mødet at tage skridt til at indlede en omfattende vurdering af de foreløbige selvstyrende myndigheders arbejde med at gennemføre standarder. Opfyldelse af standarder, herunder især garantier for Kosovos etniske mindretal, vil være afgørende for at få indledt forhandlinger om Kosovos fremtidige status.
Yderligere oplysninger om udenrigsministerens besøg hos fuldmægtig Helle Nielsen på telefon 33 92 09 02.