Udenrigsminister Per Stig Møller (K) fremhævede den Afrikanske Union som en af de vigtigste aktører i forebyggelsen og løsningen af Afrikas konflikter, hilste Etiopiens nye fredsplan for grænsekonflikten med Eritrea velkommen og opfordrede Etiopien til at fortsætte sin konstruktive rolle i regionens fredsprocesser.
Det skete under møder med repræsentantrer for den Afrikanske Union, Etiopiens premierminister og udenrigsminister og FN-folk i Etiopien. Denne uges samtaler i Addis Ababa var led i Danmarks forberedelser til det kommende medlemskab af FNs Sikkerhedsråd.
I samtalen med næstformanden for den Afrikanske Unions (AU) Kommission udtrykte både udenrigsminister Per Stig Møller og forsvarsminister Søren Gade (V) fuld støtte til AUs opbygning af en afrikansk sikkerhedsarkitektur. På sigt vil det betyde, at AU kan gå mere aktivt ind i løsningen af nye konflikter i Afrika.
Udenrigsministeren anerkendte de store udfordringer, som AU og de regionale organisationer står over for. Den nye danske samarbejdsaftale med AU (se herom i u-landsnyt) vil medvirke til at styrke AUs konfliktforebyggende arbejde.
Udenrigsministeren påskønnede AUs vilje til ejerskab og initiativer i forhold til konflikten i Sudan og Darfur-provinsen. Også AUs rolle i Somalias fredsproces blev drøftet og udenrigsministeren bekræftede, at EU er villig til at yde støtte til en AU-indsats i Somalia.
AU, Etiopiens rolle i fredsprocesserne i regionen samt konflikten mellem Etiopien og Eritrea var fokus for samtalerne med Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, og landets og udenrigsminister.
Per Stig Møller udtrykte tilfredshed med, at Etiopien nu accepterer, at grænsen til Eritrea ligger fast, og at mindre justeringer skal ske gennem forhandling mellem parterne. Han opfordrede begge parter til at fortsætte fredsprocessen gennem dialog.
Han tilskyndede samtidig Etiopien til at fortsætte sin konstruktive rolle i fredsprocessen i Somalia. Terrorbekæmpelse er et højt prioriteret område for Danmark i Sikkerhedsrådet, og udenrigsministeren så gerne et regionalt samarbejde med Afrika herom.
FNs rolle i løsning af grænsekonflikten mellem Etiopien og Eritrea var fokus for samtalen med FNs særlige repræsentant til Etiopien og Eritrea, Joseph Legwaila. Udenrigsministeren udtrykte fuld støtte til FNs bestræbelser for at få parterne til at efterleve Grænsekommissionens kendelse. Forhåbentlig var der skabt nyt momentum med Etiopiens fredsplan.