Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtaler tirsdag i forbindelse med flodbølgen i Sydasien:
– Et voldsomt jordskælv i Det indiske Ocean udløste den 26. december 2004 en større flodbølge, som bl.a. har ramt Sri Lanka, Indien, Maldiverne, Indonesien og Thailand om morgenen lokal tid. Flodbølgen har forårsaget store ødelæggelser og mange dræbte i de berørte lande… Udenrigsministeriet og ambassaderne i området følger situationen så tæt som muligt.
– Ved Phuket i Thailand er der melding om, at 3 danskere er omkommet og mange er indlagt på hospitaler i området. Der er desuden fortsat 13 danskere, som savnes i Phuket og de nærliggende øer samt én savnet dansker på Sri Lanka. Det frygtes derfor, at antallet af danskere, der er ramt af katastrofen fortsat kan stige.
– Jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse til de danske familier, som er blevet ramt af katastrofen. Udenrigsministeriet gør hvad der står i vores magt for at hjælpe de nødstedte. Jeg vil ligeledes udtrykke min dybeste medfølelse med befolkningerne i Sydøstasien efter den voldsomme og tragiske naturkatastrofe. Regeringen har overfor de sydøstasiatiske ledere og befolkningerne udtrykt sin dybe medfølelse over de tragiske tab af menneskeliv og solidaritet med de mange berørte.
– Antallet af ofre for flodbølgen stiger desværre fortsat, og vi gør, hvad vi kan for at hjælpe. I første omgang er det de helt basale behov for mad og medicin, der skal dækkes. Vores ambassade i Bangkok har siden i søndags været på stedet og har oprettet et beredskabskontor på et hotel i Phuket. De har allerede fået forstærkning fra ambassaden i Singapore.
– Vi overvejer løbende, hvad vi kan gøre for at vi har den helt rigtige bemanding. Derfor har vi netop aftalt med ambassadøren, der er i Phuket-området, at han vil få yderligere forstærkning fra København.
– Som meddelt i går af integrations- og udviklingsministeren, har den danske regering i første omgang afsat 10 mio. kroner til humanitære indsatser i først og fremmest Sri Lanka og Indonesien. Der er dog også ydet mindre beløb til ofrene for katastrofen i Indien. Når omfanget af ødelæggelserne på et tidspunkt i de kommende uger er gjort op, vil Danmark se på, om der er yderligere behov.
– Når denne svære situation er overstået vil UM tage initiativ til, at samle berørte parter f.eks. rejsebureauer, forsikringsselskaber mv. for at drøfte, hvordan vi kan drage bedst mulig nytte af de erfaringer vi har gjort. Naturkatastrofer, alvorlige politiske kriser og lignende må desværre også forventes at kunne ske i fremtiden og Danmark må være bedst muligt forberedt på disse situationer, slutter Per Stig Møller.
Kilde: www.um.dk