Per Stig: EU har planer om at indsætte kampgrupper i Afrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) noterer torsdag i et indlæg i Politiken, at EU har planer om kampgrupper, som kan indsættes i Afrika.

Udenrigsministeren skriver:

– Hurtig udrykning under kriser og konflikter kan spare menneskeliv. Det er en erfaring, som også FN har gjort. For FN er det vigtigt at kunne trække på en organisation, der straks kan indsætte en udrykningsstyrke, indtil FN selv har mulighed for at påtage sig opgaven.

– Netop derfor har FN vist interesse for EUs planer om at oprette såkaldte EU-kampgrupper, der med kort varsel kan påtage sig krisestyringsopgaver.

– EU-kampgrupperne, der hver vil bestå af ca. 1.500 mand, skal i første omgang udvikles, så de kan bruges i Afrika. Projektet er ambitiøst.

– En kampgruppe skal kunne anvendes til FN-operationer, når der er tale om trusler mod freden, hvor der skal gribes ind med militære styrker også uden parternes samtykke (FN-pagtens kapitel VII). Den skal med militære midler kunne skabe en fred. Ofte ved at skille kæmpende parter, hvilket stiller særlige krav til de styrker som anvendes.

– FN er en hjørnesten i EU-medlemslandenes udenrigspolitik. Den europæiske sikkerhedsstrategi, som vi i EU vedtog i december 2003, angav da også, at effektiv multilaterialisme via FN skal være grundlaget for EUs globale handlen.

– I overensstemmelse hermed påtager EU sig i stigende grad et ansvar for krisestyringsoperationer i Europas nærområde og er rede til at bistå FN f.eks. i Afrika, anfører Per Stig og fortsætter:

– Denne udvikling finder sted uden Danmarks deltagelse pga. forsvarsforbeholdet. Også i betragtning af vores kommende medlemskab af FNs sikkerhedsråd er det tankevækkende.

– I lyset af FNs øgede interesse for at anvende EU som regional organisation til krisestyring kan vi komme i den paradoksale situation, at vi i FNs Sikkerhedsråd er med til at rette en anmodning til EU om at udføre en krisestyringsopgave i f.eks. Afrika, som vi i EU dernæst må afslå at bidrage til som følge af vores forbehold, slutter udenrigsministeren.