Udenrigsminister Per Stig Møller hilser det “meget velkomment”, at forhandlerne i Verdenshandelsorganisationen, WTO, tilsyneladende i sidste øjeblik har nået et kompromis, der giver fattige lande adgang til billige kopiversioner af medicin, der ellers er taget patent på, og som derfor for manges vedkommende ikke må kopieres de næste 20 år. Det drejer sig om medicin mod lidelser som hiv/aids, tuberkulose og malaria.
Kompromisset kom i stand efter der var indgået en aftale mellem USA, der har nogle af verdens største lægemiddelproducenter, og Brasilien og Indien, der allerede producerer kopimedicin, og Kenya og Sydafrika, hvor hundredtusinder dør af aids.
Den nye aftale om kopimedicin er vigtig, da de 146 medlemslande i WTO håber, at den kan bane vejen for andre vigtige aftaler om landbrugsstøtte og eksportordninger under det nært forestående WTO-topmøde i Cancun i Mexico.
Udenrigsminister Per Stig Møller sagde, at “vi har fra dansk side lagt stor vægt på, at dette spørgsmål bliver løst og aktivt støttet EUs bestræbelser på at være formidler for en løsning mellem USA og u-landene”. – Med et resultat vil der blive fjernet et væsentligt problem før Cancun, så vi kan komme videre med de øvrige store spørgsmål. Meget står på spil – for u-landenes integration i verdensøkonomien, dansk eksport og den globale økonomi, udtalte udenrigsministeren.
Løsningen er baseret på en aftale, som alle WTOs medlemslande, bortset fra USA, enedes om i december 2002. Her blev der skabt grundlag for, at u-lande, der ikke selv har mulighed for at producere medicin, i en samfundsmæssig krisesituation kan udstede såkaldt tvangslicens, så den nødvendige medicin kan produceres andetsteds.
I aftalen er indbygget procedurer for at fastlægge hvilke u-lande, der kan benytte ordningen og hvilken slags medicin, den omfatter. Efter intense forhandlinger med de mest implicerede WTO-lande har formanden i tilknytning til aftalen, men uden at ændre denne, præciseret en række forhold.
Bl.a. er det præciseret, at aftalen alene skal anvendes til at løse sundhedsmæssige problemer og ikke må påvirke normale økonomiske og handelsmæssige forhold. Ligeledes understreges det enkelte lands ansvar for at hindre, at den særligt producerede billige medicin reeksporteres til industrilande (hvor medicinen er meget dyrere).
Det kan f.eks sikres gennem særlig mærkning af medicin, specielle navne eller en indpakning, der adskiller medicinen fra tilsvarende medicin produceret på normale kommercielle vilkår.
Stridsmålet har kastet lange skygger over de globale frihandelsforhandlinger siden deres start i 2001.
