Trusler fra vrede fagforeningsfolk og maoister har fået Carlsberg til at lukke sit bryggeri i Nepals hovedstad, Katmandu, i foreløbig over en uge. De protesterende kræver bedre forhold for de ikke-fastansatte bryggeriarbejdere, skriver JP Online torsdag.
Carlsberg er langt det største ølmærke i Nepal, hvor bryggeriet sidder på 80 pct. af markedet, når de lokale mærker regnes med. I alt er der 250 ansatte på bryggeriet i højsæsonen, hvoraf 100 er fastansatte. De producerer 200.000 hektoliter øl om året.
– Vi vil gerne forhandle med fagforeningerne i Nepal, men ikke så længe det sker under trusler. Da maoisterne er kendt for at have en truende adfærd, har vi af sikkerhedsgrunde lukket bryggeriet, siger pressechef Jens Peter Skaarup fra Carlsberg.
– De forhold, som vores ansatte har i landet, er de samme som alle andre i Nepal. Indbyrdes kæmper fagforeningerne om at komme med de mest vidtgående krav på vegne af de løst ansatte medarbejdere, mener Jens Peter Skaarup.
Carlsberg har samarbejdet med Khetan Group siden 1989, da parterne etablerede et joint venture på fifty fifty-basis.