Mandagens “Horisont” på DR 1 tegnede et dystert billede af det danske bistandsprogram i Nepal, som delvis blev beskrevet som liggende i ruiner.
Ifølge interne papirer, som den udsendte reporter fra Danmarks Radios udenrigsmagasin havde fået adgang til, befinder flagskibet i bistanden – et brugerstyret skovprogram, som med stor succes har lagt skovforvaltningen ud til landsbyerne – sig således i dyb krise.
Det skyldes borgerkrigen, hvor de maoistiske oprørere tilsyneladende nu går direkte efter bistandsprojekterne.
Journalist Anders Lomholt citerede fra en ikke offentliggjort rapport, og sagde, at “10 udaf 38 dansk-støttede distriktsskovkontorer er bombet eller brændt, og siden er yderligere 3 røget i luften, dertil kommer over 300 af de mindre skovkontorer (rangerposts), som er ødelagt; skovprogrammet når ikke (længere) ud til målgruppen og kvaliteten af bistanden er dårlig”.
Netop programmet for brugerstyret skovbrug i Nepal er et af de mest vellykkede danske miljøtiltag i Den 3. Verden til dato og millioner af nepalesere har nydt godt af det på meget konkret vis.
Danida-rådgiver Lars Jacobsen fra skovprogrammet vurderede, at to tredjedele af de Danida-støttede skovdistrikter nu enten er helt eller delvis utilgængelige på grund af borgerkrigen eller fordi de ganske enkelt befinder sig på maoisternes hænder.
End ikke ansættelse af godt 100 lokale konsulenter, som skulle hjælpe udsatte grupper, herunder kasteløse, til at få fordel af skovprogrammet, har hjulpet stort på situationen. Det skyldes, at der udover faren for fysiske ødelæggelser, eksisterer en udbredt frygt.
– Folk kan komme ud for al muligt, lige fra tørre tæsk til pengeafpresning, siger Lars Jacobsen i TV-programmet. Resultatet er, at konsulenterne er bange for at bevæge sig rundt i store dele af de dansk-støttede skovdistrikter i det smukke Himalaya-land.
“Horisont” gør på den baggrund gældende, at skovprogrammet kun fungerer i nærheden af Kathmandu, og at Danida har så svært ved at få brugt årsbevillingen på 35 mo. kr., at programmet er blevet forlænget med 2 år.
Journalist Anders Lomholt aflægger besøg på et nedbrændt skovkontor, hvor “al rådgivning, tilsyn og papirarbejde med skovgrupperne er bombet og brændt af maoisterne”. Rådgiver Lars Jacobsen siger hertil, at “maoisterne går efter al statslig infrastruktur”.
For at få dette nærmere belyst “fra hestens egen mund” begiver Lomholt sig – efter en del trakasserier frem og tilbage med oprørerne – til et maoist-kontrolleret område.
Her få han et interview med en distriktsformand for maoisterne, som ikke efterlader nogen tvivl: – Vi ønsker ikke udenlandsk bistand til regeringen, for den udnytter folket. Derfor er vi nødt til at ødelægge skovprogrammet, siger han.
Anders Lomholt konkluderer på den baggrund, at “maoisterne har gjort krigen mod udenlandsk bistand til en del af krigen mod regeringen”, og gennemgår derefter tilstanden for resten af den danske bistand.
– Et uddannelsessektorprogram ligger ifølge hans vurdering underdrejet på grund af krigen, fordi lærerne er væk og mange klasselokaler står tomme.
– Et decentraliseringsprogram i 2 vestlige amter af Nepal, støttet med 23 mio. kr., er for både “programmet og millionernes vedkommende flyttet til Kathmandu, mens Danida-rådgiver Henrik Westerby brugte 2 år på at skrive rapporter til politikerne (om decentraliseirng og lokalforvaltning), som aldrig blev fulgt op med politiske beslutninger”.
– Et topmoderne rensningsanlæg til industrien i det sydlige lavland, støttet med 40 mio. kr., modtager i dag kun en fjerdedel af det planlagte spildevand, fordi borgerkrigen har standset al industriudvikling. Det betyder, at den eksisterende industri kommer til at betale dobbelt så meget for hver kubikmeter spildevand og det har bragt overdragelsen til lokale kræfter i fare.
– Et skoleprojekt, støttet af 7 mio. kr. fra Danida og bestyret af Mellemfolkeligt Samvirke, er lagt for had af maoisterne, som ikke kan lide den danske NGOs lokale samarbejdspartner.
Menneskerets- og fredsaktivister, som interviewes i programmet, opfordrer de udenlandske bistandsydere til at lægge pres på regeringen og kongen for en demokratisering og i givet fald skære i bistanden
De fremfører, at den udenlandske bistand kun kommer ganske få områder af landet til gode, først og fremmest hovedstaden og omegn, på grund af krigen. De fleste bistandspenge havner derfor ikke ude hos målgrupperne, men i de forskellige ministeriers slunkne kasser inde i Kathmandu, hedder det.
De anslår samtidig, at maoisterne kontrollerer mindst to tredjedele og måske opimod 80 procent af nationen. På den baggrund ønsker maoisterne på deres side, at donorerne anerkender dem som samarbejdspartnere og betaler en slags revolutionsskat. Det afviser donorerne.
Danmark er p.t. tredjestørste bilaterale bistandsyder til Nepal. Landet modtog 263 mio. kr. i 2003 og ventes at få ca. 150 mio. kr. om året de kommende år.
Læs også Bertel Haarders reaktion på Horisont her på u-landsnyt.dk dags dato.