Nepal: Donormøde udsættes ikke trods trusler om oppositionsboykot

Redaktionen

Nepals finansminister, Prakash Chandra Lohani, har sagt, at et vigtigt møde med Himalaya-landets udenlandske bistandsydere vil blive holdt som aftalt i denne uge trods trusler om boykot fra flere oppositionspartier, rapporterer BBC Online.

Partierne har deltaget i en langvarig protestkampagne mod kong Gyanendra og kræver, at donormødet udsættes, indtil den politiske krise er løst. Mødet mod donorerne er afgørende for landets økonomi, da udenlandsk bistand udgør over halvdelen af Nepals offentlige budget.

Donorerne ønsker at benytte mødet til at drøfte Nepals bistandsbehov med fremtrædende regeringsfolk, førende politiske partier, ikke-statslige organisationer og eksperter.

De fleste udenlandske bistandsydere har tilkendegivet, at de vil deltage i mødet i Kathmandu, selv om nogle af dem reelt går ind for en udsættelse, så kongen og de politiske partier får lejlighed til at rydde nogle af de værste uoverensstemmelser af vejen. En opblødning af fronterne synes dog ikke nært forestående.

Det er første gang, at førende politiske partier har besluttet at blive væk fra det vigtige donormøde. De sætter spørgsmålstegn ved legitimiteten af den nuværende regering, som blev indsat af kong Gyanendra i 2002.

Siden da har partierne ført en protestkampagne mod den royalt-indsatte regering – og monarken selv. Oppositionslederne ønsker, at kongen skal genindkalde parlamentet (som han har sendt hjem), og boykotten af donormødet skal efter alt at dømme ses som en optrapning af presset på kongen for mere demokratiske forhold, anfører BBC Online.

Nepal er et af Danmarks programsamarbejdslande for udviklingsbistanden.