Danmark deltog 5.-6. maj i Nepal Development Forum (NDF), hvor regeringen og donorerne drøfter den økonomiske udvikling og udviklingssamarbejdet med udgangspunkt i Nepals plan for bekæmpelse af fattigdom (Poverty Reduction Strategy Paper – PRSP).
I lyset af den politiske krise i kølvandet på kongens afskedigelse af den demokratiske valgte regering i oktober 2002 var fokus i høj grad på nødvendigheden af at genskabe de demokratiske institutioner som forudsætning for fredsforhandlinger med den maoistiske oprørsbevægelse, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Heraf fremgår det også, at Danida har besluttet at reorientere udviklingsbistanden til Nepal, så der kommer større fokus på menneskerettigheder, god regeringsførelse og understøttelse af fredsprocessen. Nepal er at af Danidas programsamarbejdslande og Danmark er en af de største bilaterale donorer i bjerglandet i Himalaya.
Konflikten med de maoistiske oprørere er skærpet de senere måneder. Den 8 år lange konflikt har rod i social og politisk marginalisering af store dele af befolkningen, fattigdom, store sociale og økonomiske uligheder. Hertil kommer svage demokratiske institutioner og manglende respekt for menneskerettigheder.
Donorgruppen – herunder Danmark – opfordrede til genetablering af demokratiet gennem en national samlingsregering med deltagelse af landets politiske partier. Tidspunktet var kommet til at fokusere på løsning af konflikten.
Der var skarp kritik af situationen i Nepal, men samtidig opbakning til reformer snarere end fortsatte interne politiske magtkampe. Enighed mellem de demokratiske kræfter er forudsætning for enfredsproces, som kan sikre den langsigtede gennemførelse af reform- og udviklingsprogrammer til gavn for de fattigste.
Dette budskab blev afleveret til både regeringen og de politiske partier.
Donorerne fremhævede også nødvendigheden af respekt for menneskerettigheder. Danmark understregede behovet for hurtig og effektiv håndhævelse af regeringens egen erklæring om menneskerettigheder af 26. marts 2004, hurtig iværksættelse af samarbejde med FN på dette område, samt styrkelse af den uafhængige nationale menneskeretskommission.
Nepals regering erkendte, at der var begået overgreb af sikkerhedsstyrkerne i konflikten og, at regeringen havde et særligt ansvar for at sikre befolkningens menneskerettigheder. Regeringen fremførte, at den vil afholde valg snarest og senest inden udgangen af april 2005.
Trods den kritiske situation har Nepal de seneste år været i stand til at gennemføre centrale dele af reformprogrammet, samt fastholde en overordnet økonomisk stabilitet. Der er videre opnået resultater i forhold til antikorruptionsbekæmpelse og reform af den offentlige sektor.
Flere har faet adgang til uddannelse og sundhed, men konflikten vanskeliggør nu i stigende grad mulighederne for at levere sundhed og uddannelse i de maoistkontrollerede områder. Danmark yder stor støtte til uddannelsessektoren med særlig vægt på piger, kasteløse og oprindelige folk.
Donorerne er enige i nødvendigheden af at fastholde bistanden til Nepal. Dette for at understøtte de statslige strukturer og de reformvenlige kræfter samt sikre en fredelig løsning af konflikten.
Se også Joint Donor Statement for Nepal Development Forum 2004 og Development Forums hjemmeside.