Journalist Tom Heinemann er netop blevet hædret for sin dokumentar “Når tilbud dræber”, vist i DR-TV, af Foreningen for Undersøgende Journalistik.
Den nye pris for “Fremragende Undersøgende Journalistik blev lørdag aften uddelt for første gang.
Dokumentarprogrammet “Når tilbud dræber” handler om forholdene på de indiske fabrikker, der har produceret billige tekstiler til de danske forbrugere hos bl.a. Jysk og Dansk Supermarked, og om produktionen og anvendelsen i Indien af farlige sprøjtemidler solgt af danske Cheminova.
Prisen blev overrakt af chefredaktør Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende, på vegne af FUJ-Prisens 8 medlemmer store jury.
Lisbeth Knudsen betegnede det på juryens vegne som forbilledlig, velresearchet journalistik med anvendelse af et imponerende antal kilder. Tom Heinemann har fortællemæssigt skabt et helstøbt program, der følger sporet hele vejen fra fabrikationen i Indien til butikkerne i Danmark og Sverige, sagde Lisbeth Knudsen bl.a. i begrundelsen.
Juryens fulde begrundelse:
Det er forbilledlig og velresearchet journalistik i et særdeles kompliceret arbejdsfelt. Det er et eksempel til efterfølgende, når det gælder om journalistisk at præsentere nogle af de problemstillinger, som globaliseringen er med til at rejse.
Resultatet lever på alle måder lever op til de 9 kriterier for uddelingen af prisen. Gennem metodebeskrivelsen får man et grundigt indtryk af, hvad det vil sige at bedrive kulegravende journalistik i Indien. Her får begrebet researchtung en hel ny mening.
Samtidig har Tom Heinemann fortællemæssigt skabt et helstøbt program, der følger sporet hele vejen fra fabrikationen i Indien til butikkerne i Danmark og Sverige.
Dermed skaber han en unik identifikation. Det er et imponerende antal kilder, der indgår i researchen, og han tager seerne med hele vejen fra fabrikken over hospitalet og til de kræftsyge familiers hjem.
Tom Heinemann forsøger meget overbevisende at få alle anklagede parter i tale. Vi diskuterede i juryen problemstillingen med, at de danske anklagede parter afviser at stille op eller har stillet særlige betingelser for at kommentere kritikken, og hvilken holdning, der bør være til sådan et problem.
Tom Heinemann har valgt i mangel af danske ansvarlige at gå til Sverige, hvor begge anklagede parter står frem. I Indien formår han at skabe den direkte konfrontation mellem landarbejderne og direktøren for den virksomhed, som leder spildevand ud, der ødelægger grundvandet for de lokale bønder.
Programmet skabte ikke alene meget stor og behørig opmærksomhed, men har også haft de konkrete konsekvenser, at en række danske virksomheder nu har fået skærpet opmærksomhed på deres underleverandører og ser ud til at foretage grundigere undersøgelser af de lokale forhold.
Ud over Lisbeth Knudsen (Berlingske Tidende) består juryen af Nils Mulvad (Kaas & Mulvad), Pernille Tranberg (forbrugerbladet Tænk), Per Knudsen (Politikens forlag), Hanne Dam (RUC), Jakob Elkjær (fagbladet Journalisten), Suzanne Moll (Radio2) og Nils Hansson (Sveriges TV).
Læs mere på www.fuj.dk