Hård kritik af Cheminova-undersøgelse i Indien

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Cheminova har frikendt sig selv og sine giftprodukter i Indien. Men en række danske arbejdsmedicinere giver undersøgelsen bundkarakter. “Det er dybt useriøst,” lyder den hårde dom ifølge dagbladet Information torsdag.

9 lokale læger fra den indiske delstat Gujarat blev sendt ud i en landsby nær Cheminovas anlæg med en megafon. De brugte en dag på at undersøge de 463 beboere, der mødte op i Sanjali.

Der blev ikke taget blod – eller urinprøver. Kun to patienter blev sendt til videre undersøgelse. Det skete hos Monica Skin Clinic i et shoppingcenter i den nærliggende industriby.

Men konklusionen var klar: Beboernes helbredsproblemer skyldes ene og alene “socioøkonomiske forhold”. Produktionen af stærkt sundhedsskadelige pesticider hos deres nabo, den cheminova-ejede Panolifabrik, var ikke årsagen.

– Jeg kunne have skrevet den konklusion på forhånd og sparet Cheminova for penge og besvær, lyder kommentaren til Information fra Shashi Bushan på det uafhængige miljøinstitut Center for Science and Environment i Delhi.

– Når det bliver varmt under fødderne på kemiindustrien i Indien, køber de nogle folk til at skrive under på, at al dårligdom skyldes fattigdom, anfører han.