Indien: Arbejde til de fattigste – eller de korrupte?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Indiens store program for at bekæmpe fattigdom på landet mødes med skepsis, anfører informationsmedarbejder Michael Søby Andersen og pressechef Lisbeth Engbo i det seneste elektronisk nyhedsbrev fra Folkekirkens Nødhjæp. De skriver:

Selv hvis Indiens enorme økonomiske vækst skulle fortsætte i de kommende år, ville den ikke i sig selv kunne højne levestandarden for landets flere hundrede millioner fattigste. Derfor har den indiske regering taget en række initiativer, der skal få de fattigste dele af samfundet med på udviklingsbølgen.

Et af de seneste initiativer, “Den nationale lov om ansættelsesgaranti i landområderne”, blev vedtaget i det indiske parlaments underhus, Lok Sabha, i september. Loven betyder, at en person fra hver familie kan få arbejde i 100 dage om året

Indiens måske største problem er, at indbyggertallet nu er over en milliard. Den enorme befolkningstilvækst har skabt stor arbejdsløshed og har som resultat igangsat en massiv søgning fra land til by.

Konsekvensen er blevet et ekstremt pres på de nu over 30 overbefolkede millionbyer, der i dag er spredt ud over hele landet. I storbyernes slum lever mange under endnu værre kår end i de landsbyer, de kom fra.

Med den nye lov om 100 dages jobgaranti forsøger regeringen at tilbyde statslig aktivering med løn til dem, der holder sig i landområderne.

Tanken er, at der kan slås flere fluer med et smæk ved dels at stoppe migrationen fra land til by, dels give folk en indtægt og samtidig udvikle infrastrukturen i landområder ved at bruge de mange borgere i aktivering til at bygge veje, grave kanaler til kunstvanding, plante træer og lignende.

På trods af den bebudede nationale dækning begrænser loven sig dog foreløbigt til 200 af de fattigste distrikter. Men regeringen har bebudet, at tanken er at udvide programmet til at dække 140 millioner husstande. Sker det, vil den stort anlagte plan have et budget på næsten 220 milliarder kroner årligt

Meningen er, at ét medlem fra hver husholdning skal have ret til at arbejde 100 dage om året. De godt 3 måneder er i mange distrikter længden på den periode hvert år, hvor de fleste familier ikke har nok at spise.

I flere danske dagblade er den nye arbejdsgaranti blevet udlagt som epokegørende i bekæmpelsen af fattigdom i Indien. Men i Indien er loven blevet mødt med kritik fra mange sider.

Nogle hævder, at regeringen mangler pengene til programmet. Andre mener, at de enorme pengesummer til lønninger skal gennem alt for mange hænder, før de havner, hvor de skal, og at programmet derfor er meget sårbart over for korruption.

Et tredje kritikpunkt lyder, at den fastsatte dagløn på omkring 10 kroner er alt for lav til at forsørge en hel familie.

Overordnet set er Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere positive over for jobgarantien, men de tror ikke på mirakler – nu og her.

– 48 procent af Indiens landbefolkning mangler arbejde. Hvordan vil de skaffe alle de arbejdspladser og de enorme summer af penge, der skal til at aflønne folk? spørger P. Chennaiah fra Agricultural Workers Union, der tror, det vil vare mindst 10-15 år, før de nye regler måske gør en forskel.

Ligesom mange andre frygter han, at en stor del af de penge, der skulle gå til at aflønne folk, vil gå til i korruption. Den samme bekymring har Colin Gonsalves, leder af Human Rights Law Network.

– Vedtagelsen af jobgarantien er en stor sejr for alle dem, der kæmper for at skaffe arbejde til de fattige. Men der er en afgrund mellem det at få vedtaget en ny lov og så virkeliggørelsen af de nye bestemmelser. Staten Maharasthra har haft sådan en lov de sidste 10 år, men indtil videre har det ikke gjort den store forskel, siger Colin Gonsalves.

Læs mere på www.noedhjaelp.dk