En indisk delstat har fundet på en tilsyneladende effektiv – og meget larmende – måde at få skatteunddragere til at betale, hvad de skylder til det offentlige, skriver DR Online fredag.
Myndighederne i den sydlige delstat Andhra Pradesh har hyret 20 trommeslagsgrupper, som sendes rundt til skatteskyldneres bopæle med besked om at spille uden for dørene.
Når skyldnerne kommer ud, får de at vide, hvad de skylder – og der bliver spillet videre, indtil der er nået en aftale om at betale.
Indtil nu har man forsøgt at få indkrævet restancerne ved hjælp af bøder og høje renter – uden stort held – men trommehvirvlerne har indtil nu fået kradset 18 procent af skattegælden ind.