Hvis Kina er verdens fabrikshal, er Indien ved at blive verdens kontor. De 2 lande, der med 10 års mellemrum har gjort en spektakulær entré i verdensøkonomien, har fulgt hver deres vej til vækst – og med markant forskellige resultater, skriver Berlingske Tidende mandag.
De 2 landes måde at styre økonomien på resulterer i markant forskellige styrker og svagheder, siger Jayant Sinha, der er partner i konsulentfirmaets kontor i Delhi, og Diana Farrell, der leder konsulentfirmaets tænketank, McKinsey, Global Institute, i et interview med Berlingske Tidende.
– Efter at have studeret landene i et år, har vi måttet konkludere, at man ikke kan sige, hvem der er bedst på nationalt plan. Det afgøres på mikroplan. Nogle sektorer tilhører Kina, nogle Indien – og nogle kæmpes der stadig om, siger Diana Farrell
Indtil videre har vækstrater på i gennemsnit 9,5 procent tiltrukket vestlig kapital, som er fosset ind i Kina. Landet tiltrækker i dag 10 procent af verdens udenlandske investeringer mod bare 1,3 procent til Indien.
Til gengæld har masse-outsourcing af computerjob til Indien været det sidste års store internationale erhvervshistorie. Men fænomenet er langt bredere – med forbedret kommunikationsteknologi og en veluddannet, engelsktalende og ikke mindst billig arbejdsstyrke ser inderne ud til at være i gang med at gøre på serviceområdet, hvad kineserne gjorde på industriområdet.
– De 2 lande adskiller sig groft sagt på 2 punkter: Kvaliteten af infrastruktur og rollefordelingen mellem den offentlige og den private sektor, siger Jayant Sinha som forklaring på de 2 landes forskellige veje.
Resultatet er, at Kina har tiltrukket de kapitalintensive industrier, der kræver god infrastruktur til at få varerne frem og tilbage. Indien, derimod, har en katastrofalt ringe infrastruktur, men landet er blomstret på områder, der er mindre afhængige af veje og broer – med IT-industrien som oplagt eksempel.
Læs hele interviewet i Berlingske Business mandag eller på www.berlingske.dk
