Kan man som dansker føle sig ”hjemme i Indien”?
En ny rejsebog, “Hjemme i Indien”, af Niels Erik Wegge fortæller tæt på og hudløst om en dansk families liv i en indisk hverdag med tjenestefolk, danske børn i en lokal indisk skole, støvede indiske landeveje med mangotræer, templer og surrealistisk trafik, om at miste sin professionelle identitet i en fremmed kultur, om hedebølger og skybrud, brutalitet og hjælpsomhed, velkrydret mad, hellige køer, infame myrer, spraglede markeder, tro og naturkatastrofer – og om julestemning i varme omgivelser, der døgnet rundt larmer af tempelklokker og hindi-pop.
Sådan skriver forfatteren i en pressemeddelelelse i anledning af bogens nylige udgivelse.
U-landsnyt.dk bringer her endnu et kapitel fra bogen med forfatterens tilladelse som en slags appetitvækker. Tidligere har et andet kapitel været bragt på u-landsnyt. Se nedenfor efter kapitel 14.
KAPITEL 14. CYKELMORGEN
På himlen er der orange ild. Jeg har stået oppe på min balkon og set solen stå op, og nu skal Anton også op. I skole.
Han kommer fri af lagenet, der som sædvanligt er gennemsvedt, kravler ud fra myggenettet, skutter sig et øjeblik med tunge øjne og er så lysvågen. Det er efterhånden kun 25 grader her om morgenen, og gulvet føles koldt – eller i hvert fald køligt – at træde ud på.
– Så, nu tror jeg minsandten det er blevet vinter! siger han glad.
Det er det ikke, men det er blevet regntid, og det er da blevet i det mindste ti grader koldere, end da det var varmest i sommer. Tænk at man nogensinde skulle kunne synes, at 30-35 grader midt på dagen er behageligt køligt.
De store tropiske regnskyl kommer sjældent her om morgenen, så jeg kan stadig køre børnene i skole på cykel, først Anton, så Anita. I deres nye klasser møder de 7.30 og 8.40. Jeg har et lille sæde foran på stangen, det er hyggeligt at snakke i fred og ro på cyklen, og vi oplever mange spændende ting på turen.
Forleden morgen røg kæden af igen og igen, og til sidst satte baghjulet sig helt fast. Jeg løftede Anton ned med hænder, der allerede var fulde af olie, rev og flåede i hjulet uden resultat, bandede ad ham, der havde samlet min splinter-nye cykel og åbenbart ikke spændt den ordentligt op, og ad mig selv, som havde været så dum ikke at have kontrolleret efter.
Og så netop som vores nye vagtmand Andeswar var hjemme på friuge, han plejer jo ellers altid at checke vores cykler om morgenen. Hrmpf. Indien! Men i selv samme Indien er der heldigvis altid er et lille cykelværksted lige i nærheden. Også her.
Cykelsmeden var ved at åbne biksen og sad oppe på gulvet i sit højbenede skur på to kvadratmeter med røgelse, blomsterblade, fordybet i bøn, kunne vi skimte bag forhænget.
Anton og jeg ventede respektfuld ude foran i fem minutter, men bønnen var lang og skoleporten bliver låst hvis man kommer for sent. Det går ikke an at komme for sent i skole, og det går heller ikke at afbryde et religiøst ritual, hvad nu?
I mellemtiden var en mand på scooter stoppet op ved det usædvanlige syn af Anton og mig dér på sidevejen. Der er vitterligt meget få udlændinge i Bhubaneswar, og endnu færre, der færdes på cykel tidligt om morgenen, så det var måske ikke underligt, at han stod og kiggede så ugenert, ligesom når vi er på stranden og folk kommer hen og sætter sig på hug klos op ad vores stråmåtte for bare tavst at betragte.
Jeg gik hen til scootermanden og hilste. Nej, han havde ingen svensknøgle med sig i dag, desværre, beklageligvis, men han tilbød beredvilligt, at jeg kunne tage hans scooter og køre Anton i skole på den. Nu har jeg aldrig prøvet sådan et tohjulet monstrum før, så jeg fik ham overtalt til selv at køre os derned: jojo, han havde tid, no problem.
Anton sad i midten på scooteren, jeg bagpå, og på den måde nåede vi skolen i så god tid, at Anton kunne slippe ind – men så var der heller ikke mere benzin, tanken var tom, og det nyttede ikke engang at hælde scooteren helt ned i vandret for at hjælpe eventuelle dråber til at finde vej til motoren.
Den venlige mand lod sig ikke gå på af situationen, for hvorfor skulle man dog fylde tanken op før den er helt tom? Hvorfor tage stilling til et problem før man står midt i det?
Jeg sagde mange tak for hjælpen – bohut daniavad – og farvel med samlede håndflader og et par hovedvip – namaskar – hvorpå manden trak afsted med sin scooter, hen mod benzintanken, vil jeg tro, eller måske hen til et af de mange steder langs vejene, hvor man kan købe en akut kop benzin, når man er løbet tør.
Disse små benzinboder er ikke andet end en taburet med en eller to flasker fyldt med den orangeskinnende væske, og det er flot her tidligt om morgenen, fordi solen skinner lavt gennem flaskerne så de lyser varmt og giftigt.
Jeg selv vandrede tilbage til min strandede cykel og cykel-smeden, hvis skur nu var helt fyldt af røgelsesrøg, som sivede ud gennem alle sprækker. Ritualerne må have været færdige, for cykelsmeden lagde bønnebøgerne til side netop som jeg kom, og trådte ned på vejen.
Uden et ord tog han cyklen vurderende i øjesyn, og med et par overordentligt elegante vrid på møtrikkerne til bagakslen fik han på ingen tid rettet hjulet og spændt kæden op. Jeg gav ham halvanden rupee, 25 øre, det var alt for meget, men det var så flot at se ham håndtere skruenøglerne – og så kunne jeg trille hjem.
Cyklen bryder dog sjældent sammen, og morgencykelturene til skole er en rar start på dagen. Vi kan undgå de større, befærdede veje ved at køre diagonalt igennem et kvarter med funktionær-boliger hvor vejene er lige så smalle som vores egen vej og med lige så få biler.
Nu er klokken kvart over syv, på himlen er der enkelte rester af den orange morgenild, og Anton og jeg går ned ad trappen. Andeswar er tilbage igen og har som sædvanligt stillet cyklen frem, skinnende og nypumpet. Han selv stråler lige så meget som han står der, høj og rar i sin brune uniform, det er dejligt at komme ned og blive mødt af hans smil.
Vi kalder Andeswar vagtmand, men det er egentlig ikke fordi vi har brug for så meget vagt i denne fredelige og venlige by.
Det er simpelt hen praktisk og bekvemt at have en mand, der holder til nede ved porten og indkørslen. Vi nyder at have en til at ordne cyklerne, til at åbne og lukke porten for bilen, overvåge håndværkerne når der er noget, der skal repareres, håndtere diverse folk, der ikke har noget rimeligt ærinde hos os, hente mælk og bøffel-yoghurt om morgenen, friske blomster om eftermiddagen, og ikke mindst spille badminton med børnene i haven, når barnepigen er gået hjem.
– Så Anton, hop-op, nu kører vi!
– Denne her gang skal vi altså køre den gamle vej, far, siger Anton, mens jeg spænder hans skoletaske fast bagpå.
– OK, så gør vi det.
Jeg har nogle gange nysgerrigt eksperimenteret med nye bag- og smutveje, når vi kører de to-tre kilometer hen til skolen, men Anton kan ikke lide at noget er nyt og anderledes. Da vi rejste til Indien ville han helst hjem til Californien.
Da vi omsider flyttede i hus herude i Bhubaneswar efter de mange uger på hotel, ville han hele tiden ‘hjem’ til hotellet. Og når vi nu er ude og rejse, vil han gerne hjem til vores hus. Hjem til det kendte. Eller i det mindste til det mindst ukendte.
Det har regnet voldsomt i nat, så træerne langs vejen har omringet sig med cirkulære øer af egne afslåede blomster, røde, orange, lyserøde, lilla. Nogle steder tynges grenene stadig så dybt ned efter regnen, at vi må bukke os på cyklen for at komme igennem.
Henne i funktionærkvarteret er der smukt og idyllisk. I de små haver vokser der grupper af høje papayatræer, og på vejen går en flok skinnende, sorte vandbøfler – det minder ikke meget om et parcelhus-kvarter i Danmark, men alligevel dufter der pludseligt intenst og velkendt af min barndoms hækklipperi, og så kommer der endnu en af disse sugende bølger af minder: Barndommen. Somrene. Gymnasiet. De første kærester. Kollegiet. Eksamenerne. Koncerterne. Rejserne. Fødslerne.
Bølgen skyller fejende gennem hele livet og varer præcis så længe det tager os at cykle forbi en mand, der hugger det frodige buskads udenfor sit hus til med en machete. Ved siden af er naboen kravlet op på muren for at plukke en skålfuld hvide blomster fra træet til sit hinduistiske morgenritual. Han har kun sin lungi på, svøbt om livet under den tykke behårede tønde af en mave.
Længere henne får en mand fat i blomsterne ved at stå på jorden og pirke med en lang stang op i træet. I den anden hånd har han en skål som behændigt opfanger blomsten når den daler flagrende ned. I en fjerde have går manden rundt og læser avis i morgensolen.
Husenes kvinder ser vi ikke noget til. – De er i gang i køkkenet, og har været i gang længe, siger jeg til Anton uden egentlig at vide det, men det har jeg læst i Diptis engelskbog: en god hustru vågner og står op før resten af huset.
Mellem de “rigtige” huse ligger små klynger af jordhytter, hvor fattige folk bor indtil bulldozerne kommer næste gang. Småbitte velfejede, stampede gårdspladser foran de usle huse giver en stemning af landsby midt i byen, en paradoksal idyl.
I det her slumkvarter bor der mange rickshawfolk, og hver morgen, når vi kører forbi, er de ved at gøre deres monstrøse trehjulede cykler klar til dagens slid. Pumper, pudser, smører. Slæber de afsindigt tunge køretøjer ud på vejen.
Nogle er allerede færdige og har lagt sig i et L med over-kroppen på passagersofasædet og de alt for spinkle ben ud over styret, tager sig en ekstra lur. Jeg hader at blive kørt i rickshaw, kan ikke holde den sammenbidte kamp med pedalerne ud og føler mig fem gange for tyk.
– Men far, se, den der baby har fire tissemænd!
En lille nøgen dreng står og stirrer på os. Han har en lædersnor rundt om livet, og der hænger tre store, aflange amuletperler lige i skridtet. Så løber han ind til vejkanten, hvor der sidder en anden nøgen dreng på hug og laver lort. Diarre, lysebrun.
Henne på hjørnet ved den kommunale vandhane sidder kvinderne og skurer morgen-madens kogekar med sand og aske, balancerer på hug med knæene foldet helt op under hagen.
Lidt længere henne ad vores skolevej er der endnu et slum-område. Der bor issælgerne, dem der trasker op og ned ad byens gader med små isvogne som vi ikke tør købe fra. “Kwality” står der med farvestrålende, engelske bogstaver. Et konkurrerende mærke hedder såmænd Kwantity. Men Kwality er efter sigende den bedste is, og det er den vi køber i butikkerne.
Ismændene er ved at pakke en stor, hvidgennemsigtig isblok ud af et stykke lærred på jorden. Mens vi kører forbi kan vi se, hvordan de hakker isen i småstykker med flade slag af deres træstykker, og fylder kølerummet op med stumperne, så ispindene kan holde sig kolde dagen igennem.
Nogle gange overhaler vi den cykelrickshaw der leverer de enorme isblokke her om morgenen, og Anton og jeg har gjort det til en sport at få øje på drypsporene fra den.
Så kører vi væk fra boligkvarteret og slummen og kommer hen til hospitalet, hvor hjulet satte sig fast den anden dag, og hvor jeg med vilje hver dag skal huske at glemme det skarpe fartbump, der er i vejen. Når vi nærmer os, bliver Anton forventningsfuldt tavs og koncentreret, vores samtale går i stå.
Bump! Anton hviner lykkeligt, og folk kigger op fra deres te. Også en lille dreng der er ved at blive kronraget i vejkanten. Det må være noget religiøst. Eller har han bare lus?
Til sidst kommer vi ud fra de små bagveje og krydser over en stor tosporet allé med midterrabat. Det er hovedvejen ind fra lufthavnen, og den er så bred og rummelig at den megen trafik der kører her, helt synes at forsvinde.
Når man er på denne vej, skal man holde særligt godt øje med bybusserne, de er nemlig nødt til at køre et stykke durk mod kørselsretningen for at kunne dreje ned ad en sidevej et sted, hvor der ikke er lavet passage i midterrabatten. This is India.
I krydset, hvor vi kører over den store vej, er der et kæmpe banyantræ, et af de træer, som jeg elsker og har elsket lige siden den første tropiske rejse til Bali, hvor vi så disse statelige og ufattelige træer med deres lange vandrette grene båret oppe af en søjlehal af luft-rødder.
Hver morgen sidder der en gammel kone under det store træ, helt inde ved den inderste brede stamme, med et par kogekar og en stabel endnu ikke bagte chapatier foran sig, de er lige parat til at komme over ilden.
Som ved alle trafikknudepunkter er der også en håndfuld ramponerede boder i skyggen af træet. Anton peger: – Se, det var der vi købte mælk i formorges!
En gruppe mænd (altid mænd) står og hænger rundt om teboden i krydset, hvor man også sælger mælk og kiks og paan og sådan. De kigger langt efter os. Jeg hører i forbifarten en sige navnet på den skole, Anton går i. Ruchika. Man ved hvem vi er. På hele turen trækker vi et kølvand af vendte ansigter efter os.
– Se, ham dér er en af mine børn! Anton peger på en klassekammerat, der står op på scooteren foran sin far. De overhaler os
.
– Hurtigt far! Vi laver et racerløb!
– Jamen Anton, det er jo en scooter. Tror du jeg er en raket?
– Jo far, kom nu!
Den motoriserede trafik kan jeg ikke hamle op med, scootere, motorcykler, knallerter, men vi overhaler faktisk stille og roligt alle cyklerne på vejen, alle som en.
Det danske hænger ved: jeg vil frem. I Indien kører man langsomt, og det er fornuftigt. Det er varmt, cyklerne er robuste og meget tunge at køre, og man har i øvrigt som regel tid nok. Jeg er dansk, har ikke tid, synes det gælder om at nå frem, køre hurtigt – og farten køler jo. Tror jeg.
Men når jeg kommer hjem efter min skoletur og stiger af, slår heden til med et forsinket brag, og sveden begynder at strømme overalt på kroppen som om der blev åbnet for en hane. T-shirten er straks drivvåd og klistrer så meget, at den ikke er til at få over hovedet.
Ikke bare våd, men stiv af sved blandet med støv, den klasker tungt ned i vasketøjskurven. Efter brusebadet plejer jeg at tørre mig to gange og alligevel pibler sveden stadigvæk frem og drypper på gulvet efter mig.
Tæt ved skolen kommer vi forbi det sted, hvor der lå en død fugl på vejen for en uge siden, og Anton spørger. Jeg er nødt til at koncentrere mig om navigationen ind og ud mellem en større flok køer, der har lagt sig på tværs over hele kørebanen lige her, så han må nøjes med en vag forklaring om, at det måske var en ræv der tog den væk.
– Hvorfor det?
– Måske for at spise den. Men jeg skal altså lige passe på her, vent lidt.
– Men kan fuglen godt mærke, at den bliver spist?
Anton husker fuglen hver dag, når vi kommer hertil. En dag kom han løbende op fra haven med stumt bævende mund og rædsel i øjnene og havde set en kat bære afsted med en levende fugl mellem tænderne. Den havde brækket vingen.
Nu læner Anton sig til siden og kigger tilbage på køerne så jeg er ved at vælte, –Så, sid nu stille! siger jeg.
– Men far, hvorfor er det kun køer og farfar, der kan rokke med ørerne?
Henne ved skolelågen er der trængsel her lige før halv otte. Et par cykelrickshaws kommer skrumplende med deres læs med fem-otte børn og store skoletasker struttende ud til alle sider, men de fleste kører med deres far på scooter, færre med deres mor.
Enkelte børn kommer i bil. Der er altid trafikkaos ved skolen, for folk parkerer nærmest midt på den smalle vej, og så kommer bussen og prøver at kile sig igennem med en lastbil lige efter sig, og en oksekærre med hø kommer på tværs, og så går alt i stå. Jeg er glad for min cykel.
– Far, dér er Sudib, han er en af mine børn, kan du ikke godt spørge om han kan lege i dag?
Jeg løfter Anton ned fra cyklen og løsner hans taske fra bagage-bæreren. Suk. Det har virkelig været svært at finde legekammerater til Anton og Anita.
I starten havde Anton kun Butu at lege med, den fattige dreng fra gaden, der tit stod og kiggede ind gennem tremmerne i vores port. “Dusty kid”, som Mr. Gupta sagde. Butu er en stor dreng og rigtignok noget snavset, men meget sød, og vi lukkede ham altid ind alligevel medmindre Mr. Gupta eller den frygtelige Rajbalap lige var i nærheden.
For os var problemet snarere, at vi syntes Butu skulle gå i skole og ikke pjække for at komme over og lege i vores have. Men hvad skal man gøre? Butu siger selv at hans mor er ligeglad om han passer skolen, og han har ikke nogen far. Siger han.
Det er svært at arrangere legekammerater fra Antons klasse. Vi forstår det ikke helt. Leger indiske børn da slet ikke? Der er selvfølgelig de udvidede familier med huset fyldt med bedsteforældre, onkler, tanter og fætre og kusiner. Hvad skal man så med legekammerater?
Men der er også rent praktiske problemer. Vi synes jo, at børn skal lege sammen lige efter skoletid, men her mener man åbenbart, at selv små børn skal gå til manuduktion eller lave lektier. Der er ikke tid til at lege før sent om aftenen, og på det tidspunkt synes vi at børn skal sove. Og der er sikkert en masse andre hindringer, vi slet ikke kan få øje på.
Suk. Anton og jeg går hen og spørger Sudibs far om Sudib kan komme med hjem og lege.
– Ja, javist, siger han med forudsigelig indisk høflighed, –gerne, måske engang efter eksamen.
Børnene terper til to eksamener hvert år, også selv om de kun er fire år og går i børnehave. Anton vipper resigneret med hovedet på indisk, sidelæns, og kvitterer derved for afvisningen.
Så går vi hen til gitterlågen, snakker lidt og siger farvel, hav det godt, god dag i skolen, vi ses senere, knus, før han løber i siksak ind til skolebygningen og behændigt undgår de fremrakte hænder fra lærere og forældre, der vil nipse ham i kinderne.
Niels Erik Wegge: Hjemme i Indien. 300 sider. 268 kr. Udgivet på forlaget Holkenfeldt 22. oktober 2004.
Læs meget mere og endnu et kapitel i “Ny bog om at bo og opleve Indien som dansk familie: Læs uddrag af bogen her”. 02.11.04, under Nyt fra den Tredje Verden i menuen ude til venstre.
