Indien: Nederlag for premierministerens vigtigste allierede

Redaktionen

En af de vigtigste partnere i Indiens regeringskoalition er blevet slået eftertrykkeligt i et lokalt delstatsvalg, og det udgør et markant tilbageslag for premierminister Atal Behari Vajpayee, som risikerer at miste en vigtig allieret, rapporterer BBC Online tirsdag.

Chiefministeren i den store sydlige delstat, Andhra Pradesh, Chandrababu Naidu, måtte træde tilbage tirsdag efter 9 år ved roret og et svidende nederlag til Kongrespartiet, som satte sig på ikke færre end 226 af delstatsforsamlingens 294 pladser.

Nederlaget står klart 2 dage før resultaterne af Indiens nationale valg foreligger. De ser ud til at ende med et parlament i Delhi, hvor ingen af de store partier kommer i nærheden af et flertal, men må regere sammen med flere mindre partigrupper.

Chandrababu Naidus regionale Telugu Desam parti var den største allierede for det førende parti i regeringsalliancen, Bharatiya Janata Party. Naidus parti sad på 29 pladser i det gamle parlament.

Han blev anset for at være en af Indiens mest dynamiske og fremskridtvenlige ledere, som arbejdede på at gøre hovedstaden i Andhra Pradesh, Hyderabad, til et førende center for moderne teknologi (IT).

Exit pols havde nok spået hans nederlag, men Kongrespartiets jordskredssejr sendte alligevel chokbølger gennem Indiens politiske liv. Naidus kritikere tilskrev nederlaget hans manglende interesse for delstatens store landbefolkning, som har haft meget svære kår og ikke mærket stort til IT-miraklet i Hyderabad, eller “Cyberabad”, som byen også kaldes.

Flere år med tørke og stigende gæld drev hundreder af bønder i delstaten til at begå selvmord. Den fremtrædende indiske politiske analytiker, Mahesh Rangarajan, sagde til BBC, at “Andhra Pradeshs IT-eksport er mindre end nabostaten Tamil Nadus, og samtidig var bøndernes selvmordsrate den højeste i hele Indien”.

– Mr. Naidu hævede desuden prisen på korn, og det ramte de fattige i en delstat, der i forvejen har nationens største antal jordløse daglejere, sagde Rangarajan.

Læs også Poul Struve Nielsen artikel “Analyse af Indiens valg: Ny generation skal tage over efter aldrende Vaypayee”, 10.05.04 på u-landsnyt.dks forside.