Cola-giganter slår igen i Indien

Redaktionen

Coca-cola og Pepsi-cola selskaberne har i sjælden enighed besluttet at gå til modangreb og tage retslige skridt mod enhver, der vil standse salget af deres produkter på baggrund af en miljørapport, som fandt betydelige rester af 4 meget giftige insektsprøjtemidler i Cola- og Pepsi-flasker indkøbt i den indiske hovedstad, Delhi.

Det sker efter at både Indiens forsvarsministerium og det nationale parlament har standset forhandling af de kendte læskedrikke i kantiner, cafeterier og klubber, tilhørende de 2 institutioner. Både Coca-cola og Pepsi har indgivet begæring til henholdsvis Højesteret i Delhi og Bombay om at beordre regeringsorganer til ikke at foretage sig noget på baggrund af den kritiske rapport fra miljøorganisationen “Centre for Science and Environment”, CSE.

Samtidig anmoder selskaberne regeringen om øjeblikkeligt at nedsætte en ekspertkomite til at undersøge lødigheden af rappporten. Ifølge rapporten var pesticidmængden i Pepsi-mærkerne i gennemsnit 36 gange over den normerede faregrænse, som findes i EU og for Coca-colas produkter 30 gange over EU-grænsen. Indiens sundhedsminister, Sushma Swaraj, har beordret “uafhængige tests” af rapporten og vil ikke kommentere sagen, før resultaterne foreligger. Coca-cola og Pepsi siger, at deres produkter har skullet leve op til strenge kvalitetskrav og været gennem prøver hos “anerkendte indiske og internationale laboratorier”.

Samtidig gik højreorienterede hindu-nationalister til åben protest mod selskaberne, som de i forvejen anser som udtryk for en dekadent vestlig kultur. I Allahabad i den nordlige delstat Uttar Pradesh angreb 20 medlemmer af Shiv Sena-partiet butikker, der solgte colaer. Og i Bombay (Mumbai) rev aktivister reklamer for produkterne ned fra lygtepæle og vægge og smadrede cola-flasker.

Adskillige delstater, deriblandt Andhra Pradesh, Maharashtra, Kerala og Vestbengalen, vil udføre deres egne test af produkterne. I Kerala har sundhedsmyndighederne således indsamlet colaflasker fra 5 distrikter og sendt dem til afprøvning for pesticidrester.

Læs også “Ingen colaer til indiske politikere” – 07.08.03