Dagbladet Politiken droppede artikel og leder, da ambassadør 5 minutter i deadline pludselig krævede udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) positivt omtalt.
Af journalist Anders-Peter Mathiasen, fagbladet “Journalisten”
“Jeg har ikke oplevet noget lignende, siden jeg var ung praktikant på Vestkysten, og den lokale Venstrehøvding Laurits Tørnæs krævede særbehandling af bladet. Nu gentager det sig med hans datter, udviklingsminister Ulla Tørnæs. Hun kan ikke have det fra fremmede”.
Politikens Anne M. Sørensen glemmer ikke umiddelbart forrige fredag. Et stort interview med Danmarks ambassadør i Bolivia var klar til at blive trykt og lå færdigredigeret og layoutet til avisen.
I 2. sektion gjaldt det samme en ledende artikel, der handlede om situationen i selv samme fattige og korruptionsplagede latinamerikanske land.
Så ringede telefonen fra Sydamerika: Danmarks ambassadør havde pludselig nogle rettelser.
Interviewet var lavet 3 uger tidligere. Ambassadør Mogens Pedersen havde været i København og meget skarpt talt om Bolivias problemer med korruption, nepotisme og magtmisbrug.
Herefter tog journalisten på ferie, og da bombe-sprængninger og terrorangreb kom til at præge sommerens aviser, blev hendes interview i første omgang ikke trykt.
– Da jeg kom tilbage, kontaktede jeg ham igen for at spørge, om teksten stadig holdt. Ambassadøren havde enkelte ændringer, hvorefter han godkendte teksten og sagde: “Jeg synes, artiklen er blevet god”, fortæller Anne M. Sørensen.
Derefter besluttede Politiken at trykke samtalen og flankere interviewet med en leder.
– Så var det, at han ringede sent fredag eftermiddag. Han fortalte, at han lige havde nogle “små-ændringer”, som han gerne ville have indføjet. Jeg kunne have sagt nej, da artiklen rent faktisk var gået i produktion. Men jeg sagde ok og ventede en time, siger Anne M. Sørensen.
– Så kom der en artikel, som jeg næsten ikke kunne genkende. Der var ikke tale om små ændringer, men om en helt ny tekst. Al tale om korruption, magtmisbrug og nepotisme var blevet så “modificeret”, at det nærmest var væk.
Hvad der forbløffede Anne M. Sørensen mest var, at interviewet nu også havde fået indplaceret en helt ny person: Nemlig ambassadørens chef, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
– Selv om vi ikke havde talt ét ord om Ulla Tørnæs, optrådte hun lige pludselig med favorabel omtale hele 2 gange i teksten. Og det ville hverken jeg eller min redaktør være med til.
Anne M. Sørensen ringede til ambassadøren i La Paz og spurgte, hvad meningen var. Mogens Pedersen fik at vide, at Ulla Tørnæs under ingen omstændigheder kom til at medvirke i den pågældende artikel, der handlede om Bolivia.
– En tydeligt presset ambassadør afviste mig. Han sagde, at uden Ulla Tørnæs skulle der ikke trykkes noget interview med ham i Politiken.
– Selvfølgelig droppede vi det interview. Troede Udenrigsministeriet virkelig, at vi ville købe deres plat? Ministeren må være desperat efter positiv omtale, når hun har sådan et censurkorps ansat, siger Anne M. Sørensen.
Udenrigsministeriet bekræfter og beklager forløbet over for Journalisten.
– Når jeg hører historien fra Anne M. Sørensens side, kan jeg godt forstå, hun bliver vred. Men der er tale om kludder i kommunikationen mellem ambassadør Mogens Pedersen og mig den pågældende fredag, lyder det fra afdelingschef Ib Petersen (der er bilateral chef i Danida, red.).
Han havde selv fået den famøse artikel på mail fra Bolivia:
– Min kollega spurgte, om jeg havde nogen bemærkninger. Og det havde jeg faktisk. Jeg synes, det var relevant at få med, at ministeriet – og det er altså Ulla Tørnæs – netop havde lanceret en ny strategi for Danmarks politik i Bolivia. Og at det måske var lidt overdrevet, når Mogens Pedersen sammenlignede nutidens forhold med det kaos, der herskede i 1970erne. Men hvis jeg vidste, at han selv havde sagt “go” til Politiken, havde jeg også gjort det.
– Det er pinligt, at jeg skal sidde og indrømme det. Men det gik skævt, og det er primært hos mig selv. Jeg var meget ærgerlig, da jeg så, at artiklen ikke blev trykt, siger Ib Petersen (der blev medlem af Danidas cheftriumvirat for et år siden, red.).
Han afviser, at udviklingsminister Ulla Tørnæs på nogen måde har været involveret i forløbet.
Artiklen er trykt i fagbladet “Journalisten”, nr. 12, 10. august 2005 og gengives af u-landsnyt.dk med forfatterens tilladelse.
Kommentar
Af Jesper Søe, redaktionen af u-landsnyt.dk
Det er utroligt, men sandt. En chef i Danida sidder og skriver om på et interview med en ambassadør i et samarbejdsland, så det ikke kan trykkes i en af landets førende aviser.
Men ikke spor overraskende. Det kan denne skribent bevidne efter mange års ansættelse på Asiatisk Plads som redaktør af Danidas tidsskrift “Udvikling”. Rædselskabinettet af indgreb og sanktioner er langt og dystert.
Og at det så netop skulle ramme Mogens Pedersen! En af de bedste folk Danida har, og forrettes af bureaukraten (og alt for lidt andet) Ib Petersen.
Det er skammeligt. Og det hjælper ikke Ib Petersen, at han nu retter bebrejdelser mod sig selv på efterbevilling, fordi sagen er kommet frem. Tænk at sidde og skrive et ambassadør-interview om. Et interview med Danidas mand på stedet, som af gode grunde til enhver tid må – og bestemt også bør – vide bedre besked med de faktiske lokale forhold end Ib Petersen og andre i kontorerne i København.
Alligevel optræder Ib Petersen som den store bedrevidende retter. Og søger behændigt at flette sin mentor og minister ind i artiklen, selv om hun ikke har det fjerneste med interviewet at gøre. Han vil tilmed bilde os ind, at han – denne superloyale embedsperson – har indføjet ministerens navn i en påtænkt avisartikel uden at ministeren på nogen måde har været involveret i forløbet (højst opsigtsvækkende, når man kender forholdene i Udenrigsministeriet).
Og hvad med ministeriets og Danidas nye kommunikationschef? Hun er hentet direkte fra ministersekretariatet – er hun heller ikke blevet spurgt? Hvad har man ellers en kommunikationschef til? Eller er Ib Petersen også klogere (på pressen) end hende?
Man kunne fristes til at tro det, ville jeg skrive, hvis jeg ikke kendte de faktiske forhold i jernindustrien.
Men jeg kender en del til de faktiske forhold (efter 10 år i Huset), og de tilsiger, at det er alt for svagt udtrykt. Sandheden er desværre, at Ib Petersen og alt for mange med ham i ministeriet/Danida tror de er klogere på pressen end enhver journalist, de selv har ansat i ministeriet.
Det er netop en af grundene til, at man ikke længere gør journalister, men almindelige embedsmænd uden medieforudsætninger til kommunikationchefer – i klar modstrid med tendensen i det omgivende samfund, hvor man henter professionelle mediemennesker ind.
Et sådant kunne måske have forhindret det ovenfor skitserede forløb. Men så kræver det en dybtgående mentalitetsændirng i Danidas restriktive ledelse. En mentalitetsændring, der bare som minimum modsvarer intentionerne i ministeriets egen kommunikationsstrategi ladet med positive ord om åbenhed osv.
Og en mindre afstand mellem forholdene i det omgivende samfund og inden for ministeriets tykke mure.
Sandheden er beklageligvis nok, at Danida ikke har haft en seriøst åben chef siden Ole Lønsmann Poulsen.
Ellen Margrethe Løj var frygtet indadtil og restriktiv – meget endda – udadtil.
Hendes efterfølger, Carsten Staur, er også restriktiv – det er eksempelvis ham, der nu holder jævnlige “orienterende” møder med Udviklings redaktion, utænkeligt førhen, da bladet var friere stillet og undertegnede redaktør.
Og Ib Petersen følger trop på bedste vis. Bare hans vending om, at “ministeriet, det er altså Ulla Tørnæs” får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Den bringer mindelser frem om dengang, Helle Degn samlede Danidas chefer og klart og umisforståeligt sagde: “Danida, det er mig!” Med andre ord: Ingen andre skulle udtale sig.
Som det blev fremhvisket i årene efter af en fremstående intern kilde: “Den dag holdt stalinismen sit indtog i Sydgruppen (Danida)”.
Ib Petersens optræden som Mester Bastian passer fint ind i det billede. Men har intet – intet – med ministeriets egen kommunikationsstrategi at skaffe. Endsige er udtryk for forståelse for, hvordan man behandler offentligheden – den offentlighed, der ganske enkelt har krav på en anstændig behandling.
