2 Danida-ansatte bortført

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

2 lokale bangalske Danida-medarbejdere, der arbejder med et bistandsprogram for menneskerettigheder og god regeringsførelse i Chittagong Hill Tracts (CHT) i Bangladesh, blev kidnappet mandag, skriver udenrigsministeriet på sit website tirsdag.

Bortførelsen skete i forbindelse med et møde med lokale organisationer, der repræsenterer oprindelige folk i området, idet ukendte personer brød ind i mødet og kidnappede Danida-medarbejderne.

Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Dhaka arbejder på højtryk for at få klarhed over de præcise omstændigheder omkring kidnapningen og få løsladt de kidnappede. Det vides endnu ikke, hvem der står bag aktionen, hedder det.

Ambassaden er i tæt kontakt med myndighederne og repræsentanter for oprindelige folk i CHT. De lokale myndigheder eftersøger de kidnappede.

Ambassaden er på vej til Chittagong Hill Tracts, hvor lokale stammefolk længe har kæmpet mod bangalsk indvandring og indflydelse.

En ukendt gruppe, der kalder sig PPA, siger den står bag bortførelsen, oplyser en lokal politiinspektør.

Oprørere tilknyttet lokale etniske grupper har tidligere været aktive i området. Men konflikten, der kostede 2.500 livet, blev løst med en fredsaftale i 1997. Siden har der været sporadiske uroligheder, og modstandere af fredsaftalen har flere gange forsøgt at forstyrre udviklingsprojekter i området Bandarban og nabodistrikterne.

Udviklingsministeren har tirsdag orienteret Folketingets Udenrigsudvalg om sagen. Bangladesh har været hovedmodtagerland for dansk udviklingsbistand i 30 år.

Kilder: www.um.dk o.a.