Danida inviterer virksomheder til at netværke om B2B-programmet

Redaktionen

Onsdag den 17. januar inviterer Danida til B2B Netværk for virksomheder, som har interesse i Business-to-Business (B2B) Programmet, fremgår det af udenrigsministeriets website.

B2B Programmet tilbyder rådgivning og økonomisk støtte til etablering af samarbejder mellem virksomheder i udviklingslande og danske virksomheder.

På B2B Netværk 2007 får virksomheder mulighed for at præsentere en forretningsidé for Danidas medarbejdere fra 11 udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika og modtage deres vurdering af de potentielle samarbejdspartnere og den lokale efterspørgsel i udviklingslandene.

Arrangementet vil også byde på præsentationer fra to danske virksomheder, som har praktisk erfaring med B2B Programmet.

Ligeledes vil der være mulighed for at få information om andre ordninger, der kan hjælpe virksomheder med at få deres investeringer på vej i udviklingslande i kraft af f.eks. rentefri lån til udstyrsleverancer, økonomisk støtte til udbygning af socialt ansvarlige produktionsforhold eller aktiekapital.

Man kan læse mere om B2B Netværk 2007 og tilmelde sin virksomhed til arrangementet på www.b2bprogram.dk