Udenrigsministeriet – og dermed Danida – skal have ny kommunikationschef, idet den nuværende leder af UMs kommunikationsenhed (KE), Lars Thuesen, flytter til Borgerservice, hvor han skal stå i spidsen for et kontor, som bl.a. har ansvaret for at bringe ministeriets nye kriseberedskab efter tsunamien på plads.
Informerede kilder siger til u-landsnyt.dk, at skiftet sker i løbet af sommeren, formentlig 1. juli, og at Lars Thuesen er en tænkelig kandidat til at blive chef for hele Borgerservice-enheden (det tidl. konsularkontor), når den nuv. chef, Karen Wermuth, drager til Warszawa til efteråret for at blive dansk ambassadør i Polen.
Lars Thuesen overtog chefposten for kommunikationsenheden den 1. januar 2004 og har siden været travlt beskæftiget med at føre Udenrigsministeriets nye kommunikationstrategi fra 2003 ud i livet. Den sætter en tyk streg under større åbenhed og integration af kommunikation i alle arbejdsopgaver.
Den 45-årige cand.scient.pol. betegnes af kilder som en dygtig og vellidt chef, der har fået samarbejdet til at glide med alle ministeriets 4 søjler – Nordgruppen, Sydgruppen (Danida), Fællessekretariatet og Dansk Eksportråd.
Han har samtidig stået i spidsen for et område, ledelsen har prioriteret, hvorfor der ikke har forekommet personalebesparelser. Kommunikationsenhedens webfunktion er eksempelvis opgraderet fra 1 til 5 personer.
Samtidig er bevillingen til Danidas informationsvirksomhed steget fra 11 mio. kr i 2004 til 12 mio. i år, ligesom den “store oplysningsbevilling”, som NGOerne nyder godt af, er hævet fra 24 millioner sidste år til 25 mio. i 2005.
Kilder i u-landsmiljøet venter i spænding på, om ministeriet vælger at sætte en journalist i spidsen for kommunikationsenheden, eller om det bliver en embedsmand, erfarer u-landsnyt.dk.