MS-formand om Danidas Privat Sektor program: Send det til kritisk eftersyn eller luk det helt

Redaktionen

“Med afsløringerne af den utilsigtede anvendelse af Privat Sektor Programmet i TV 2- udsendelsen Dags Dato og 3Fs nyhedsbrev er det helt nødvendigt, at programmet får et kritisk gennemsyn med henblik på ændringer eller alternativt en lukning. På baggrund af at Danida allerede i 2001 foretog en evaluering, der var meget kritisk og foreslog en række forbedringer, er det særdeles beklageligt, at der tilsyneladende intet er sket for at rette op på praksis”.

Så kontant afregner formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Søren Hougaard, de oplysninger, der de seneste dage er kommet frem om, at Danmarks største multinationale virksomhed A. P. Møller – med årlige overskud på tocifrede milliardbeløb – er den største enkeltmodtager af programstøttemidlerne siden starten i 1993, fremgår det af en pressemeddelelse fra MS tirsdag.

– Min kritik går ikke på de enkelte virksomheder, der kun har handlet efter deres formål: at tjene penge. Men eksemplerne i TV 2 og 3Fs nyhedsbrev viser, at bistandspenge er blevet brugt til at fremme samarbejde med egne datterselskaber i u-landene uden sikkerhed for at skubbe lokale virksomheder i gang gennem partnerskab med en dansk virksomhed sådan som det var programmets intention, siger Søren Hougaard.

Formanden for Mellemfolkeligt Samvirke afviser ikke, at der skal gives offentlig støtte til, at mindre danske virksomheder kan etablere sig i udviklingslandene for at gavne Danmark og danskernes velstand. I givet fald skal det ikke ske inden for rammerne af dansk bistandspolitik, men over Erhvervsministeriet.

Skal der bruges bistandspenge, må hvert enkelt projekt kunne påvise, hvordan det bidrager til at sætte gang i det lokale erhvervsliv og dermed reducerer fattigdommen samt fremmer en demokratisk udvikling.

F.eks. ved at etablere partnerskaber, der indebærer fælles ejerskab og dermed fælles ansvar. Eller ved at lade en aktør fra det stedlige civilsamfund sikre, at der etableres en miljøorganisation eller samarbejdsudvalg på virksomheden mv.

– Det må være på tide, at Privatsektorprogrammerne bliver underlagt samme kvalitetskrav som den øvrige udviklingsbistand, anfører Søren Hougaard og lægger til:

– I den sammenhæng kunne man passende undersøge, om man med fordel kunne lukke disse programmer til fordel for egentlige erhvervssektorprogrammer, som Danida ønsker indført i alle programsamarbejdslande. Her kunne danske virksomheders erfaringer så udnyttes til særlige tiltag inden for specifikke områder.

Yderligere oplysninger hos Søren Hougaard, telefon 20 68 21 60.