Svar fra Danida: Politiken giver misvisende beskrivelse af Palæstina-bistanden

Redaktionen

Politiken bringer mandag en artikel med titlen “Dansk bistand misbrugt til palæstinensisk retssag”. Artiklen giver en misvisende beskrivelse af den danske bistand til det palæstinensiske selvstyres såkaldte forhandlingsdepartement, som hævdes misbrugt til at føre sag ved den internationale domstol i Haag, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Det hedder videre:

Den internationale domstol er af FNs Generalforsamling blevet anmodet om en vejledende udtalelse om den af Israel planlagte og delvist etablerede sikkerhedsmur på palæstinensisk territorium.

Det er imidlertid ikke i modstrid med den danske støtte til det palæstinensiske forhandlingsdepartement (Negotiations Affairs Department/Negotiations Support Unit – NAD/NSU), at palæstinenserne anvender midler herfra i forbindelse med den internationale domstols høring om sikkerhedsmuren, herunder til brug af juridiske rådgivere fra NAD/NSU.

Den støtte, som Danmark og en række andre donorlande yder på dette område, skal sikre en udbygning af den palæstinensiske forhandlingskapacitet og herigennem medvirke til en fredelig løsning af konflikten.

Det er en suveræn palæstinensisk beslutning at vælge at forfølge deres sag ved den internationale domstol ved hjælp af fredelige og retlige midler. Det er samtidig donorernes fælles grundlag for støtten, at man ikke ønsker at foregribe eller diktere de palæstinensiske myndigheders valg af forhandlingsstrategi eller -elementer.

Danmark har siden 2000 sammen med Storbritannien, Sverige, Holland og Norge ydet bistand til opbygning af forhandlingskapacitet i NAD/NSU.

Formålet med støtten er at øge chancerne for en endelig fredsløsning i Mellemøsten ved at bistå palæstinenserne med at udvikle detaljerede positioner på komplekse politiske emner under en fremtidig fredsaftale med Israel som f.eks. grænsedragningen, bosættelser, Jerusalems status, flygtninge, sikkerhedspolitik, vand og økonomiske relationer.

Det forhold, at begge parter har et solidt fagligt grundlag for forhandlingerne og er bekendt med mulige implikationer af de forpligtelser, man indgår, vil øge muligheden for, at man kan finde varige løsninger, som begge parter kan leve med.

Danmark ydede i perioden 2000 til november 2002 4,08 mio. kr. i støtte til NAD/NSU. Den nuværende bevilling, der løber fra december 2002 til november 2004, er på i alt 7,59 mio. kr.

Den danske støtte til NAD/NSU omfatter korttids- og langtidskonsulentrådgivning inden for jura, politik, økonomi og kommunikation. Støtten kanaliseres gennem det internationale konsulentfirma Adam Smith International Ltd., der på vegne af de 5 donorer administrerer støtten til NAD/NSU.

Konsulentfirmaet er ansvarlig overfor Danmark for, at støtten anvendes i overensstemmelse med de aftalte formål. Den danske støtte er desuden underlagt ekstern revision, hedder det i Udenrigsministeriets pressemeddelelse.