Et accelererende sammenbrud er i fuld gang i Zimbabwe, og høsten er slået fejl igen i år, hvor det engang så rige kornkammer risikerer at komme til at mangle 600.000 tons majs og korn.
Regeringens undertrykkelse tager til, landets økonomiske kollaps trækker hele tiden nye spor, og sulten – og aidsepidemien – bider som aldrig før, skriver journalist Rasmus Helveg Petersen i seneste udgave af Folkekirkens Nødhjælps nyhedsbrev.
I 2003 var 761.000 børn i Zimbabwe forældreløse på grund af aids. Næste år er det tal 1,1 million – ud af en befolkning på 12 millioner.
Samtidig er flere end 2 millioner mennesker flygtet til nabolandene Sydafrika og Botswana. Den gennemsnitlige levetid er nu nede på under 40 år. Af de børn, der i dag er 15 år gamle, vil op imod 75 procent dø af aids.
Økonomien er brudt sammen. Inflationen er ude af kontrol, og stadig færre sektorer fungerer.
Folkekirkens Nødhjælps udsendte medarbejder i Zimbabwe, Gopika Dass Elmegaard, fortæller fra Zimbabwe: – I juli kostede en sæk med 20 kilo majsmel 22.000 Zimbabwe dollars. Nu kan du få 10 kilo for 19.000. Det går virkelig hurtigt.
Gopika Dass Elmegaard har arbejdet med fødevarekrisen i Zimbabwe for Folkekirkens Nødhjælp siden 2002.
– Samtidig er der mange andre tegn på sammenbruddet. Vandet er nu rationeret i hovedstaden. Der er vand i rørene fra kl.8 om morgenen til kl. 15 om eftermiddagen. Filtreringssystemet er gået i stykker, og vandet er ikke længere egnet til drikkevand. Samtidig bliver vandrørene ikke længere repareret, så hvis et rør svigter, er det slut med indlagt vand, fortæller Gopika Dass Elmegaard.
Høsten er slået fejl igen i år. FNs Fødevareorganisation, FAO, anslår, at man i bedste fald mangler 600.000 tons majs eller korn til at hjælpe de 5 millioner mest udsatte zimbabweanere gennem det kommende år.
Samtidig nægter regeringen, at der er et problem, og har bekendtgjort, at årets høst slog alle rekorder. Baggrunden for den fejlslagne høst og regeringens behov for at dække over den er Zimbabwes jordreformer.
De store landbrug, der blev konfiskeret fra hvide farmere for 2 år siden, ligger fortsat enten brak eller stærkt underudnyttede hen.
– Der er officielle beretninger om 167 dødsfald på grund af sult i de sidste 2 måneder, bare i Matabeleland-provinsen, fortæller Gopika Dass Elmegaard.
For øjeblikket anslås det, at Zimbabwe har majs på lager til de næste 2 måneders behov. Majsen distribueres efter politiske tilhørsforhold, så den overvejende går til medlemmer af præsident Robert Mugabes parti, Zanu-PF.
Folkekirkens Nødhjælp assisterer med fødevareuddelinger gennem lokale kirker i det oppositionsdominerede Matabeleland-distrikt, rapporterer Rasmus Helveg Petersen.
Den voldsomme humanitære og økonomiske krise falder sammen med en stadig tiltagende undertrykkelse. – Den nye lovgivning, der regulerer NGOer, kontrollerer og begrænser især mulighederne for at modtage penge fra udlandet til menneskerettighedsarbejde. Alt arbejde, der fokuserer på civile rettigheder, bliver hårdt undertrykt af præsident Mugabes regering, siger Gopika Dass Elmegaard.
Læs mere om Zimbabwe på: www.noedhjaelp.dk./Afrika – og her på u-landsnyt.dk