Oppositionen kræver omvalg i Zimbabwe

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Zimbabwes opposition kræver omvalg efter valget i torsdags og siger, at der er behov for forfatningsændringer for at begrænse den indflydelse, som præsident Robert Mugabes parti ZANU-PF har over valghandlingen, skriver Politiken tirsdag.

Lederen af Bevægelsen for Demokratisk Forandring, MDC, Morgan Tsvangirai, siger, at sidste uges valg, hvor hans parti led et stort nederlag, var et svindelnummer, fordi alle valginstanser blev kontrolleret af Mugabes parti.

– Der bør holdes et nyt valg, fordi dette valg har vist sig at være et stort fupnummer. Men MDC taler om et nyt valg under en ny forfatningsmæssig dispensation, og ikke bare en gentagelse under de samme betingelser, siger talsmand for MDC, William Bango.

ZANU-PF afviser MDCs krav som “det rene vrøvl”. – De tabte valget, og det næste vil blive holdt i 2010. Ingen bør tage MDCs krav alvorligt, siger vicetalsmand for ZANU-PF, Ephraim Masawi.

Lederen af Commonwealth, generalsekretær Don McKinnon, siger, at medlemslandene bør optrappe dialogen med Mugabe, som i 2003 ekskluderede Zimbabwe fra gruppen af tidligere britiske kolonilande.

– Jeg vil blot opfordre landene i Commonwealth til at tage kritisk kontakt til Zimbabwes regering af hensyn til Zimbabwes befolkning, sagde McKinnon i sin første kommentar til valget.

MDC siger, at uregelmæssighederne omfattede vælgere, der blev vist bort fra valgstederne, og tusinder af ekstra stemmer, der blev afgivet i de områder, hvor parterne stod meget lige.

Men afrikanske iagttagere siger, at afstemningen var troværdig og beder MDC om at gå rettens vej, hvis de har nogen beviser for valgsvindel.

EU har kaldt valget “svindel” og USA siger, at det var mangelfuldt. ZANU-PF fik en storsejr over MDC med 78 af de 120 pladser i parlamentet. MDC fik 41. En uafhængig kandidat blev også valgt ind, anfører Politiken.