Myndighederne i Zimbabwe har inddraget arbejdstilladelserne til Patrik Eklöf og Karin Rasmussen, henholdsvis nuværende landechef og administrator af Mellemfolkeligt Samvirkes program i Zimbabwe, hedder det i en pressemeddelelelse fra organisationen onsdag.
Udvisningen kommer på et tidspunkt, hvor de 2 medarbejdere alligevel skulle afvikle deres kontrakter, så rekruttering af nye medarbejdere var allerede langt fremskreden.
– MS har ikke kunnet få en tilfredsstillende forklaring på udvisningen af vore 2 ledende medarbejdere, og jeg står helt uforstående over for dette skridt, siger MS-generalsekretær Lars Udsholt og fortsætter:
– Den politiske situation i landet er vanskelig, og spændingerne må forventes at vokse i tiden frem til de planlagte valg i foråret 2005. I Zimbabwe er der nogle, der med mistænksomhed betragter internationale NGOers arbejde som støtte til oppositionen, og i det lys kan man frygte en politisk undertone i denne behandling af MS.
– Som andre internationale organisationer har MS altid gjort det klart, at man selvfølgelig ikke støtter politiske partier, men arbejder for demokratisering og en styrkelse af fattige menneskers rettigheder. Det er der stort behov for i netop Zimbabwe, hvor levevilkårene er blevet forværret i de senere år.
– Da vore lokale samarbejdspartnere har udtrykt stor opbakning til Mellemfolkeligt Samvirkes program, har MS valgt at fortsætte arbejdet i landet og forventer ikke yderligere indblanding fra myndighederne, anfører Lars Udsholt.
Som konsekvens af myndighedernes aktuelle indblanding – og i lyset af den generelle udvikling i Zimbabwe – vil MS i perioden op til det kommende valg i marts/april næste år nøje følge udviklingen med henblik på en eventuel omlægning af programmet.
– Vi følger situationen meget tæt og vil i de kommende måneder foretage en vurdering af programmets fremtidige profil. Fattigdommen i landet er voksende, og der er stort behov for støtte til civilsamfundet for at sikre en demokratisk udvikling. MS ønsker at blive i landet og fortsætte samarbejdet med vore partnere, der arbejder under meget vanskelige økonomiske og politiske vilkår, siger Lars Udsholt.
Erfaringerne fra sidste valg viser, at spændinger mellem regering og opposition – specielt i landområderne – kan gøre det vanskeligt at gennemføre Mellemfolkeligt Samvirkes normale indsats. MS vil derfor være opmærksom på, hvorvidt det i den kommende tid vil være nødvendigt at reducere antallet af danske udviklingsarbejdere i landområderne.
Yderligere oplysninger hos Lars Udsholt, generalsekretær i MS, mobil 20 28 08 44
Søren Hougaard, formand for MS, mobil 21 60 20 68.
Fakta om Zimbabwe og MS-programmet på www.zimbabwe.ms.dk/