Zimbabwes regering forsøger at lukke avis igen

Redaktionen

Torsdag kom den privatejede zimbabwiske avis The Daily News på gaden for anden gang, siden den blev lukket af myndighederne i september sidste år. Det er Zimbabwes mest populære avis, og det er den blandt andet blevet ved at kritisere præsident Robert Mugabe.

Men ifølge BBC News forsøger regeringen nu atter at få avisen forbudt.

Regeringen kontrollerer Zimbabwes to andre landsdækkende aviser og samtlige radio- og tvstationer. De statsejede medier har flere gange været anvendt bevidst til at fremføre beskyldninger mod kritikere af regeringen og private organisationer, der f.eks. dokumenterer tortur. Beskyldningerne kan så siden lægges til grund for at retsforfølge kritikere eller lukke organisationer, som regeringen ikke kan lide.