Zimbabwe: Oppositionen konsoliderer sig

Redaktionen

Zimbabwes største oppositionsparti, “Bevægelsen for Demokratisk Forandring”, MDC, konsoliderede sit greb om byområderne og vandt flertallet af borgmesterposterne og lokalrådene i weekendens lokalvalg i det sydafrikanske land.

Lokalvalgene omfattede 222 lokale kommunalråd i 21 byer og 7 borgmesterposter. I feriebyen Kariba i præsident Robert Mugabes hjemprovins, Mashonaland West, vandt MDCs borgmesterkandidat over præsidentpartiet, ZANU-PF´s kandidat. Det samme gjorde sig gældende i byerne Victoria Falls i Matabeleland North og Gwanda, hovedstad i Matabeleland South-provinsen. MDC ventes også triumfere i Gweru i Midlands og Mutare (Umtali) i Manicaland.

MDC sidder allerede på borgmesterposterne i hovedstaden Harare, i landets næststørste by, Bulawayo, i Masvingo og satellitbyen Chitungwiza, 35 km fra Harare.

Til gengæld fastholdt Mugabes regerende parti sin magtbase i Mashonaland West, hvor man vandt i Norton og Kadoma, ligesom man sejrede i Kwekwe i Midlands.

Læs også “Zimbabwe: WFP bevarer kontrollen”, 01.09.03, under International bistand