Røde Kors: Civile i Somalia fanget i kamphandlinger

Redaktionen

De værste kampe i Somalia i mere end 10 år har tvunget tusindvis på flugt – og i hundredvis er omkommet og såret.

I løbet af den seneste uges hårde kampe er flere end 800 såret, og Internationalt Røde Kors har koncentreret sit arbejde om at skaffe medicin, kirurgisk udstyr og førstehjælps udstyr til de steder, hvor de sårede bliver behandlet, skriver Dansk Røde Kors i en pressemeddelelse fredag.

Internationalt Røde Kors er ekstremt bekymret over de civile, der bliver fanget i kampene, over hvordan de sårede behandles og over, hvordan fanger bliver behandlet. Internationalt Røde Kors opfordrer parterne i konflikten til at gøre deres yderste for at skåne civile og for at behandle fanger i overensstemmelse med den humanitære folkeret.

Internationalt Røde Kors har fået forsikringer fra parterne i konflikten om, at Røde Kors kan fortsætte sit arbejde i Somalia.

I samarbejde med Somalisk Røde Halvmåne forsøger Røde Kors at fortsætte arbejdet med at hjælpe befolkningen og yde hjælp til sårede og tilfangetagne soldater på trods af de hårde kampe. I løbet af de kommende dage vil flere Røde Kors-fly med medicinsk udstyr lande i Somalia i et forsøg på forbedre den humanitære situation.

Røde Kors er en af få internationale hjælpeorganisationer, der arbejder i Somalia. Organisationen har været i landet siden 1977, og før konflikten forsynede Røde Kors over en halv millioner mennesker fordrevet af tidligere konflikter med mad.

Videre forsyner Røde Kors 3 hospitaler i hovedstaden Mogadishu og en lang række klinikker landet over med medicin og kirurgisk udstyr.

Yderligere oplysninger hos Dansk Røde Kors på tlf. 40 41 41 73