Danida yder nu yderligere 20 mio. kr. til nødlidende i Somalia, fremgår det af en pressemeddelelse fra udenrigsmnisteriet fredag.
Situationen i Somalia har udviklet sig meget negativt i løbet af 2008. Overgangsregeringen står svagt, sikkerheden i landet er forværret betydeligt og de humanitære behov er enorme. FN har anmodet det internationale samfund om 5 miliarder kr. for at kunne klare de mest basale behov i landet det næste års tid.
Den danske støtte kanaliseres via Dansk Røde Kors til Den Internationale Røde Kors Komités arbejde i Somalia og bliver gennemført i tæt samarbejde med Somali Røde Halvmåne. Støtten går til fødevarer, drikkevand og basale sundhedsydelser, som der er stor mangel på.
Med bidraget når den samlede danske humanitære støtte til Somalia i 2008 op på i alt 49 mio. kr. De øvrige bidrag er ydet til WFP, UNICEF og Red Barnet med fokus på fødevarehjælp (især til småbørn og børnefamilier) og beskyttelse af børn.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) siger:
– Tørke, økonomisk krise og voksende konflikt har gjort over en million somaliere til flygtninge i deres eget land og har betydet at ca. 40 pct. af befolkningen i dag er afhængige af hjælp udefra. Det er en meget kompleks situation, hvis løsning vil kræve en stor indsats fra både de involverede parter i landet og fra det internationale samfund.