Et forbud mod rejefiskeri i Gaza Striben har efterladt tusinder af familier i armod, mens deres både rådner op under sanddynger. FNs Verdensfødevareprogram, WFP, hjælper med fødevarehjælp, mens de reparerer deres både.
Mia Turner, WFPs informationsmedarbejder i Egypten rapporterer:
Gaza, 6. oktober. Rejerne, som Laid Sad og hans sønner plejede at fange ved Gaza Striben er, tilberedt med tomater og krydderier, en delikatesse i Mellemøsten. Størstedelen af Sads fangster blev sendt til Israel og nabolandene, hvor de opnåede en god pris. Mange fra Gaza har ifølge traditionen været afhængige af havet som deres levebrød. Ud af de ca. 1,3 millioner mennesker, der bor ved Gaza Striben, lever ca. 40.000 af fiskeri.
Men israelske restriktioner over for de palæstinensiske fiskere gennem de sidste 3 år har efterladt mange fattige, der iblandt Sad. Siden 2002 har Gaza fiskere haft forbud mod at tage længere ud end 6 sømil fra kysten.
Der har været lange perioder hvor distancen har været det halve og i det sydlige område af Gaza, i byerne Rafah og Khan Younis, har fiskeri ofte været totalt forbudt.
Fra 2001-2003 var fiskerne fra disse 2 store områder på land i 600 dage. Årsagen hertil er den israelske bekymring for sikkerhed, men konsekvenserne for fiskerne er ødelæggende.
For dyrt at fiske
Selv om de kan tage ud at fiske, gør de det ofte ikke. Sad har ikke fisket i 2 måneder. ”Det er for dyrt, især hvis vi ikke fanger noget,” siger han, mens han sidder på stranden sammen med sine sønner og reparerer de grønne net, som han håber han får brug for til næste sæson.
Ubrugte grønne træbåde ligger strøet langs Gazas 42 km lange kystlinie ved den sydøstlige del af Middelhavet. Nogle er begravet under sandet. Efter at have mistet retten til at fiske efter den anden Intifada har nogle fiskere måtte se deres indkomst falde med 70 procent.
Den begrænsede adgang betyder også, at de afgrænsede områder nu er overfiskede, hvilket medfører en drastisk fald i antallet og af kvaliteten af fisk, der fanges. Rejer er fuldstændig forsvundet. For tiden er sardiner hovedfangsten, men de indbringer kun lidt i indtægt.
Sads indkomst er faldet fra 30.000 shekels (40.000 kr.) om året til 6.000 shekels (8.000 kr.) om året, og han har ikke tilladelse til at eksportere fisk.
Sultent marked
– Markedet er sultent efter fisk, men den mængde der fanges, er ikke nok til at brødføde folk, forklarer Danida-udsendte Finn Ebbesen, som har arbejdet i Gaza i en længere årrække.
Og der er mange at brødføde. Antallet af fiskere ved Gaza Striben er vokset hastigt som følge af forbudet mod at palæstinensere arbejder i Israel. De, der vender tilbage til Gaza, håber at finde arbejde i industrien, men forbliver oftest arbejdsløse.
– Det er en gruppe mennesker, som har mistet alt og er meget sårbare med hensyn til fødevaresikkerheden, advarer Jean-Luc Siblot, chef for WFPs aktiviteter i de besatte områder af Palæstina.
Ofrene fra konflikten
For at hjælpe fiskerne med at overleve har WFP sammen med Danida indledt “Mad-for-arbejde” og “Mad-for-oplæring” projekter for at støtte ca. 1.470 familier, svarende til 8.820 mennesker, som er hårdest ramt af konflikten.
– Det vigtigste for familierne er at finde alternative måder at forsørge sig på, som vil beskytte dem mod virkningerne af den humanitære krise, de står over for, forklarer Jean-Luc Siblot og lægger til: – Ved at give dem fødevarehjælp, støtter WFP dem heri.
Til gengæld for at vedligeholde deres både og net, får fiskerne en måneds madration af WFP, som består af hvedemel, sukker, olivenolie og linser. – Det har hjulpet os til at holde os live,” siger Sad.
Kvinder og analfabetisme
Mens fiskerne vedligeholder deres net, drager kvinderne også nytte af WFPs hjælp. I december 2003 lancerede WFP og Danida et “Mad-for-oplæring” projekt for disse kvinder, for at hjælpe dem til at modstå den forværrede sociale og økonomiske situation i Gaza. Mange af de 1.200 kvinder, som projektet henvender sig til, er analfabeter og uden uddannelse.
Som modydelse for at følge 12 timers kursus i at lære at læse og skrive, høre om samfundslove og oplysninger om sundhed, får de en ration mad om måneden.
Efter 6 måneder på kurset siger de fleste, at de ville fortsætte kurset selv uden fødevarebistand. – Før i tiden lavede vi kun mad, men nu kan vi også læse, siger en kursist.
Partnere i fattigdom
– Projektet har overgået mine vildeste forventninger, siger Finn Ebbesen. – Med oplæringen tager disse kvinder selv ansvaret for deres liv og fremtidige muligheder.
Slagord på væggene i skolen, så som ”På vej mod en bedre fremtid” og ”Vi er partnere i fattigdom, vi skulle være partnere i processen, hvor der tages beslutninger”, understreger den beslutsomhed, hvormed kvinderne søger at forbedre deres liv. – Værdien af oplæringen er i sidste instans vigtigere end værdien af mad, forklarer Finn Ebbesen.
Israels strid
Fiskerne fra Gaza og deres familier er blandt de 480.000 mennesker, som WFP hjælper i det palæstinensiske område. Gennem de sidste 6 måneder har WFP transporteret og uddelt 24.000 ton fødevarer i området og planlægger at uddele mere end 78.400 ton fødevarer over de næste år.
Israels tilbagetrækningsplan for Gaza, som forventes at begynde i 2005, kunne forbedre forholdene for dem der modtager hjælp fra WFP, ligesom for fiskerne fra Gaza Striben. Ifølge en undersøgelse fra Verdensbanken er nøglen til fremgang for den palæstinensiske økonomi de økonomiske relationer til Israel.
For fiskerne og deres familier er en israelsk tilbagetrækning både fra land og havområdet grundlæggende, hvis den lokale økonomi skal trives og rejerne fra Gaza atter kan findes til bordene i Mellemøsten.
Kilde: www.wfp.dk
