Af Christian Sørensen
Programkoordinator i ADRA Danmark
”Chendukuche er enlig mor til 4. Hun har ikke noget fast job og svært ved at klare familiens fornødenheder. For hende er udgifter til salt, tændstikker og sæbe noget, hun skal overveje nøje. Heldigvis har hun lidt jord, hvor hun dyrker majs. Hun kunne lige netop klare udgiften på 17 kr. til en sæk kunstgødning. Prisen er subsidieret (holdt nede) af regeringen. Hun har nu høstet og har derfor mad til sig selv og sine børn”.
Sådan indledes en artikel i avisen ”The Nation” i Malawi den 22. april 2010 skrevet af Innocent Helema. Artiklen er en kritisk gennemgang af problematikken omkring subsidier til landbruget i den fattige nation i det sydlige Afrika.
Malawis regering har haft stor succes med subsidieret kunstgødning og såsæd til småbøn-der. Der er skabt national fødevare-sikkerhed.
Men prisen er høj. Den sæk kunstgød-ning, som Chendu-kuche købte for 17 kr., koster i virke-ligheden 150 kr, og den skal impor-teres.
Hvor længe kan det blive ved? Hvordan kommer Malawi ud af at skulle subsidierne småbøndernes majsproduktion?
MALAWI BETALER DET MESTE
Artiklen bringer forskellige synspunkter. Verdensbanken går ind for “smarte subsidier”, som har et specifikt fokus, men er imod generelle subsidier til landbruget. Det er imidlertid nødvendigt, at subsidierne er en del af en bredere strategi, som sigter mod generel forøgelse af produktiviteten i landbruget.
Andre donorer har en lignende holdning. De peger på nødvendigheden af at udvikle landbruget og indføre ny teknologi, satse på kunstvanding o. lign. Dette skal indgå i en realistisk exit-strategi for subsidier. Der er donorstøtte til subsidierne – bl.a. fra DFID (det britiske Danida).
Men det hører med i billedet, at det er Malawis regering, som betaler langt det meste af milliardregningen for Malawis import af kunstgød-ning. Denne import alene udgør op mod 60 procent af det årlige landbrugsbudget.
Verdenshandelsorganisationen (WTO) anlægger en anden vinkel på subsidierne – om de i det hele taget er lovlige, og i hvor høj grad de er markedsforvridende.
Det er i nogen grad hul tale, når samtidig USA, Kina og Japan subsidierer deres landbrug og for USA’s og Japans vedkommende har gjort det i mange år.
WTO forbyder ikke landbrugssubsidier, men anbefaler at handelsforvridningerne minimeres mest muligt. Der henvises historisk til problemerne omkring overproduktion og mangel på innovation som resultater af subsidiering.
NU MAD NOK PÅ BORDET TIL DE MANGE
Artiklens forfatter mener ikke, at Malawi har ødelagt markedet for majs, tværtimod. Subsidierne har medført at småbønderne har fået mad nok til sig selv, og det har været muligt at opbygge en reserve og at eksportere majs til lande, som ikke producerer nok selv, f.eks. Zimbabwe og Kenya.
Malawi er et landbrugsland, hvor 38 pct. af bruttonationalproduktet kommer fra landbruget, hvoraf småbøndernes andel udgør 30 pct. De er krumtappen i landbrugsudviklingen, ikke storlandmændene, som i Malawi kaldes “kommercielle farmere”.
Malawi har haft uregelmæssig regn i år med sporadisk tørke i landets sydlige del. Det har bevirket at majshøsten bliver mindre end i 2009, og at nogle småbønder får svært ved at producere majs nok til sig selv.
Tidligere har en dårlig majshøst betydet sult med appel om fødevarehjælp. Så slemt er det dog ikke i år. Regeringen kan med en vis logik argumentere, at det beløb, som subsidieordningen koster, sparer regeringen ved at skulle importere fødevarehjælp.
BØNDERNES EGEN STRATEGI
Småbønderne selv bruger en strategi, hvorved de kombinerer majs med andre afgrøder. Hvis majsen ikke kan gro på grund af tørke kan de så sorghum (durra) eller plante cassava, som er mindre regnafhængige.
De satser også på salgsafgrøder, som i deres husholdningsregnskab omsættes til majs: en sæk bælgfrugter kan sælges for, hvad der svarer til halvanden sæk majs, ja selv ris ses som en salgsafgrøde, der med fordel kan omsættes til majs.
I et af de tørkeramte distrikter, Neno, i det sydlige Malawi, som jeg netop har besøgt, dyrkes der bomuld, som også kræver mindre vand end majs. Men hermed bliver problemet et andet, for her står småbønderne ansigt til ansigt med markedet og dets aktører.
En lav bomuldspris er lige så katastrofal som mangel på regn. I 2009 oplevedes et dramatisk fald i bomuldsprisen, som ramte producenterne hårdt. En bomuldsbonde forklarede det således:
”Vi har brug for en sammenslutning af bomuldsproducenter, som kan forhandle priser for os – ligesom tobaksproducenterne”.
TOBAKKEN BETALER REGNINGEN
Tobak er Malawis vigtigste eksportafgrøde. Man kan populært sige, at det er tobakseksporten, som betaler for kunstgødningsimporten.
Lige nu fylder stof om prisen på tobak godt i nyhederne, for tobakshandelen er netop lige startet. Handelen betyder penge i bøndernes lommer og dermed købekraft.
I dagens avis er der rent faktisk en artikel om musikindustrien, som hvert år lancerer nye udgivelser af populær musik – i år allerede 15 nye albums – omkring det tidspunkt, da tobaksauktionen åbner. Det er musik på kassetter, for DVDerne er ikke nået ud til Malawis småbønder endnu.
Hvert år skændes producent-organisationer med opkøberne om prisen. Selv præsidenten har en mening og har fastsat en “anbefalet minimumspris” på tobak.
For småbønderne består exit-strategien ud af subsidie-afhængighed på den ene side af bedre organisering og på den anden bedre markedsbetingelser for deres salgsafgrøder.
Dertil kommer alternative metoder til jordforbedring – mere brug af bælg- og rodfrugter, mere husdyrhold for at skaffe husdyrgødning – og måske, som artiklens forfatter foreslår: en ændring af spisevanerne.
“Nsima” er majsgrød og hovedingrediens i malawianernes måltider. Men selv om det rent faktisk kan lade sig gøre at lave nsima af cassava eller ved at blande majs- og sorghum-mel, vil det nok kræve en større revolution at ændre spisevanerne i et land, hvor ordet mad er synonymt med majs.
Christian Sørensen er tilknyttet u-landsnyt som lejlighedsvis tovholder.
Se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-03-10/debat-om-landbrugsbistanden-42-kan-afrikas-sm-b-nd
