Første fase af foreningen Sex & Samfunds Danida-støttede projekt i Vietnam er netop blevet afsluttet og evalueret.
Det er nu op til Danida, om der bliver en fase 2 af projektet, der skal give unge og deres forældre i 4 landområder mere viden om sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet og fødsel, skriver Sex og Samfund i sit elektroniske nyhedsbrev for oktober.
“Før jeg deltog i klubmøderne, troede jeg, at drenge og piger kunne få børn uden at have sex. Faktisk fik jeg engang fortalt, at børn kom ud gennem armhulerne. Jeg vidste stadig ikke, hvordan det foregik, indtil for nylig. Det er meget brugbart at lære om køn, reproduktiv sundhed, seksuel sundhed og kroppens udvikling. Det er meget mindre kompliceret, end jeg troede.”
Sådan siger en 17-årig pige, der har deltaget i projektet, som Sex & Samfund siden efteråret 2003 har støttet i Vietnam. Det er sket i tæt samarbejde med den vietnamesiske organisation Centre for Gender, Family and Environment in Deve-lopment (CGFED).
Projektets formål er at give unge mere viden om og andre holdninger til køn, seksualitet og sundhed, og at styrke deres kompetencer til at træffe informerede valg om deres krop, sundhed, seksualitet og fremtid. Samtidig søger projektet at give de unges forældre, bedsteforældre og det omgivende samfund en øget forståelse for unges behov for viden, rådgivning, forebyggelse og behandling samt anerkendelse af unges ret til seksuel og reproduktiv sundhed.
Det kræver i mange tilfælde ændrede holdninger i forældregenerationen – derfor er forældre og bedsteforældre vigtige aktører i de familieklubber, der de seneste 2 år har været et fast element i Vietnam-projektet.
Andre elementer er træning af journalister og andre mediefolk, produktion af materiale til brug for medierne, udarbejdelse af en træningsmanual og en håndbog til forældre om kommunikation med børn og unge om seksualitet og rettigheder samt oprettelse af lokale biblioteker.
Større effekt end forventet
I løbet af sommeren er projektet blevet evalueret, og Sex & Samfund har på den baggrund kunnet søge Danida om midler til at fortsætte arbejdet. Ansøgningen er netop nu under behandling.
Den vietnamesiske partnerorganisation og Sex & Samfund mener, at første fase har været så vellykket, at der er et godt fundament at arbejde videre på. Ambitionerne og aktivitetsniveauet skrues på enhver måde op i fase 2, anføres det
Den positive vurdering af projektets første fase skyldes, at langt flere repræsen-tanter for målgrupperne – unge, deres forældre og nøglepersoner i lokaladmini-stration og hos medierne – end forventet har deltaget i projektaktiviteterne.
Også for unge og forældre, der ikke selv har kunnet nyde godt af klubaktiviteterne, har projektet haft en afsmittende effekt, fordi en dialog om køn, seksualitet og sundhed er startet i lokalsamfundene blandt venner, familie og kolleger.
Forældrene får ny erkendelse
Udover at forældrene har fået større indsigt, har projektet fået mange af dem til at erkende, at de unge har brug for mere viden om krop og seksualitet. Det har ført til, at nogle forældre nu låner bøger med hjem til deres børn fra de biblioteker, der er blevet oprettet som en del af projektet.
Således siger en far til en pige på 17: – I min fritid læste jeg en af bøgerne om puberteten og de ændringer, der sker både med kroppen og mentalt. Jeg markerede de afsnit, som jeg synes var vigtige for min datter at kende til – f.eks. om menstruation og de mentale ændringer, der sker hos både drenge og piger – og jeg gav hende bogen at læse.
– Jeg markerede ikke afsnittet om de mandlige kønsorganer, for det synes jeg er for tidligt for hende at kende til. Det bliver først relevant omkring den tid, hun skal giftes, siger han.
Til evalueringsrapporten forklarer en 38-årig mor, at hun takket være projektet er i stand til at behandle sine egne døtre på 10 og 14 år bedre end hun selv blev behandlet for en generation siden.
– Da jeg selv begyndte at mærke min krop ændre sig og fik den første menstruation, spurgte jeg min mor, hvad der var ved at ske med mig. Hun blev sur og sagde til mig, at jeg ikke måtte spørge om sådan noget. Når min egne døtre spørger mig, hvorfor de får bryster og menstruation og om hvordan man får børn, kan og tør jeg nu give dem en ordentlig forklaring, siger hun.
En anden mor hæfter sig ved, at projektet betyder at man som forældre kan føle sig mere tryg. – Når unge ved mere, kan forældre føle sig mere sikre på, at deres børn har den nødvendige viden, når de kommer ud i verden, siger hun.
Projektets vigtigste landvindinger
– I de 4 vietnamesiske kommuner, hvor projektet er gennemført, har unge, deres forældre samt lokale ledere, repræsentanter for massemedier og masseorganisationer, lærere og sundhedspersonale fået større viden om unges sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet og fødsel.
– Unge og deres forældre har på basis af denne nye viden udviklet et sprog og et rum, hvor unges seksuelle og reproduktive sundhed kan tages op. Forældrene har ændret holdninger og er i stigende omfang begyndt at acceptere, at de unge ønsker – og selv søger – information om pubertet, reproduktiv sundhed, forebyggelse af sexsygdomme, hiv/aids, uønsket graviditet og abort.
– CGFED har styrket sine redskaber og kompetence til at udføre fortaler- og netværksarbejde, involvere unge og deres forældre i samarbejde med medierne samt sikre gennemførelse, opfølgning og evaluering af projektet.
Vietnam på vej fremad
Officielt er reproduktiv sundhed og rettigheder for kvinder, mænd og unge aner-kendt af den vietnamesiske regering. Det er bl.a. sket med vedtagelsen af ”The National Reproductive Health Strategy” og i den vietnamesiske befolkningsstrategi, der begge dækker perioden 2001 til 2010.
I 2005 skete der imidlertid et alvorligt tilbageslag, da regeringen ville vende tilbage til tidligere tiders strenge familieplanlægning (2-børnspolitik). Dette blev dog afværget, hedder det.
Som der står i evalueringsrapporten for Sex & Samfunds projekt i Vietnam, er kvaliteten og tilgængeligheden af reproduktive sundhedsydelser (f.eks. præventive midler) og information langsomt men sikkert ved at blive bedre.
Det er stadig en meget udbredt opfattelse i Vietnam, at mænd har ret til at kræve at deres koner fortsætter med at blive gravide indtil en søn er født. Men dette er en knægtelse af kvinders ret til selv at bestemme over egen krop.
Mænds vold mod kvinder i og uden for ægteskabet er også relativt udbredt. I løbet af de seneste 2 år har regeringen og parlamentet dog haft særligt fokus på området, og har bl.a. netop haft Sex & Samfunds partnerorganisation CGFED til at undersøge udbredelsen af og årsagerne til vold mod kvinder.
I Vietnam er udbredelsen af hiv/aids stigende blandt folk, der praktiserer høj risiko-adfærd. Erfaringer fra nabolandene viser, at epidemien vil brede sig til befolkningen generelt, hvis der ikke sættes ind med forebyggende arbejde.
Vietnam-projektets første fase var 3-årig og beløb sig til 3,7 millioner kr. Anden fase, der netop nu afventer Danidas godkendelse, vil strække sig frem til december 2011 og komme til at koste 9,1 millioner.
Evalueringsrapporten findes i fuld længde på
www.sexogsamfund.dk/Vietnam
Her kan der også kan hentes yderligere oplysninger om projektet og om Vietnam.