Kvinde- og familieprojekt i Vietnam kan nu køre videre til 2011

Redaktionen

Fremtiden er sikret for foreningen Sex & Samfunds projekt i Vietnam. 6. februar kom det endelige tilsagn fra Danida, der har bevilget 8,5 mio. kr. til at videreføre projektet i en fase 2, som kommer til at køre over de næste 5 år frem til december 2011, skriver foreningen i sit seneste elektroniske nyhedsbrev onsdag.

Sex & Samfunds vietnamesiske samarbejdspartner, Centre for Gender, Family and Environment in Development (CGFED), står for det daglige arbejde i de 4 provinser, som projektet omfatter, mens Sex & Samfund bidrager med faglig bistand.

Resultaterne fra fase 1 kan opsumeres i følgende talkode 320-777-222-8-4: I alt har 320 unge, 777 forældre og 222 lokale nøglemedarbejdere deltaget i træ-ningsseminarer om køn, seksualitet, sundhed og rettigheder.

Derudover er der etableret 8 familieklubber og 4 lokale biblioteker, hvor unge og deres forældre har kunnet låne bøger og blade om unge, pubertet og seksuel sundhed.

For fase 2 er ambitionerne skruet nogle takker i vejret. Her er målet bl.a. at 1.200 unge skal kunne beskytte deres rettigheder til seksuel og reproduktiv sundhed – og at et tilsvarende antal forældre skal kunne snakke med dem om det og støtte dem.

– Men vigtigst af alt skal vi sikre, at de aktiviteter, der er sat i gang, også er bæ-redygtige, når projektet stopper. Derfor skal vi nu have gang i advocacy-arbejdet og klæde de involverede parter på, så de selv er i stand til at lave advocacy (fortalervirksomhed) og presse myndighederne til at bakke op om aktiviteterne, siger Henny Hansen, leder af Sex & Samfunds internationale afdeling.

De unges aktive deltagelse i projektet er også en del af forsøget på at sikre lokalt ”ejerskab” og videreførelse af arbejdet efter projektets udløb. Sex & Samfund har nemlig besluttet, at det bliver det sidste projekt i Vietnam, som organisationen involverer sig i.

Derfor vil den sidste del af projektperioden fokusere på at udvikle en strategi for, hvordan man kan sprede projektets erfaringer, metoder og strategier til andre kommuner og provinser i Vietnam, anfører Henny Hansen.

Man kan læse mere om Sex & Samfunds projekt i Vietnam på www.sexogsamfund.dk