2 repræsentanter for det ledende politiske oppositionsparti i Zimbabwe, Movement for Democratic Change (MDC), Welshman Ncube og Tendai Biti, har tirsdag samtaler med udenrigsminister Per Stig Møller (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Den aktuelle politiske, økonomiske og humanitære situation i Zimbabwe er stærkt bekymrende, hedder det i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet mandag. Fredelige demonstrationer arrangeret af MDC endte i marts med arrestationer og brutale mishandlinger af en række oppositionsledere.
De afrikanske ledere har med Sydafrikas præsident Mbeki i spidsen taget initiativ til at mægle mellem regeringen og oppositionen i Zimbabwe, en proces det er vigtig at støtte.
MDC blev i 2005 splittet i 2 fraktioner. De 2 MDC-repræsentanter arbejder som generalsekretærer for fraktionerne nu aktivt for at samle MDC og oppositionen med henblik på deltagelse i de kommende parlaments- og præsidentvalg i marts 2008.
Danmark fortsætter med at støtte demokratiske kræfter i Zimbabwe, som arbejder for overholdelse af grundlæggende menneskerettigheder, fri presse og en demokratisk udvikling til gavn for den brede befolkning, hedder det.
Kilde: www.um.dk