Mugabe: Oppositionen må vise anger

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Præsident Robert Mugabe greb lejligheden på årsdagen for Zimbabwes frihedshelte til at lange ud efter oppositionen og kræve, at den “udviste anger”. Ellers ville den ikke kunnne være samtalepartner for Mugabes regering i bestræbelserne på at tackle landets dybe økonomiske og politiske krise.

– Dem, der ikke undser sig for at gå sammen med vore fjender i udlandet, kan ikke på samme tid forvente at marchere sammen med os som vore partnere, sagde præsidenten i en tale mandag og konkluderede: – Nej, vi siger nej til dem. De må først åbent angre, hvad de har gjort.

Mugabes trodsige tone er et tilbageslag for bestræbelserne på at genoptage forhandlingerne mellem hans regering og det største oppositionsparti, “Bevægelsen for Demokratisk Forandring”, MDC. Sådanne forhandlinger anses for afgørende for at bringe landet tilbage på ret kurs. I dagens Zimbabwe er økonomien i laser, hundredtusinder mangler mad, inflationen er 360 procent (!) og arbejdsløsheden rekordhøj, altimens det sydafrikanske land suges længere ned i moradset.

Talsmænd for MDC kaldte Mugabes udfald “irrelevant”, og anførte, at det var Mugabe selv, der burde udvise anger. – Han skulle søge tilgivelse for de 3.000 af vore tilhængere, som hans bøller har slået ihjel, sagde MDC-generalsekretær, Welshman Ncube.

MDCs formand, Morgan Tsvangirai, lagde til, at Mugabe kun gjorde det vanskeligere for ham at gå ind i forhandlinger, og antydede dermed, at der er hardliners i hans parti, som ingen forhandling ønsker med det gamle styre overhovedet. Dertil mener de, det er for kompromitteret. Ikke mindst Mugabe selv, som mistænkes for at have stukket store værdier til sig under sit lange præsidentskab .

Heltenes dag fejres hvert år for at mindes befrielseskampen mod Ian Smiths hvide mindretalsstyre, der i 1980 endte med udråbelsen af et sort-styret Zimbabwe under Mugabes ledelse. Han har nu været præsident i 23 år.