Der findes et gammelt mantra i den humanitære verden, som mange stadig efterlever: Ligegyldigt hvad der er sket, så hold humanitær hjælp langt væk fra mænd med våben. Humanitær hjælp skal aldrig lægges i hænderne på militæret.
Sådan indleder talsmand for FNs Verdensfødevareprogram (WFP), Robin lodge, sin kommentar onsdag i Berlingske Tidende, hvor han ikke ligefrem bakker dette mantra op.
Robin lodge fortsætter:
For få dage siden sad jeg bag i en MI-17 helikopter fra Pakistans hær og fløj lavt hen over ruinerne af Balakot, som for ganske nylig var en blomstrende markedsby og et turistcentrum, men som på få sekunder forvandledes til en bunke murbrokker. Ikke en eneste bygning stod tilbage.
Vi kredsede op gennem den smalle og stejle Kaghan-dal. Træerne var væltet omkuld på grund af jordskreddet og blokerede nu den lille vej op fra dalen.
Helikopteren var lastet med fødevarer, 2 tons bælgfrugter fra FNs Verdensfødevareprogram (WFP) og 2 tons hvedemel fra Pakistans regering, til beboerne øverst oppe i dalen, som havde været afskåret fra omverdenen siden jordskælvet.
Det stod helt klart, at med de mange ødelagte veje var helikopteren den eneste måde, hvorpå nødhjælp kunne fragtes ud til mange overlevende. Og vi taler ikke kun om fødevarehjælp. WFP har påtaget sig ansvaret for lufttransporten af alt udstyr for FN, hvilket indebærer transport af telte, tæpper, varmt tøj og medicin samt overførsel af tilskadekomne.
WFP udsendte en verdensomspændende appel om støtte til helikoptertransporterne. De er dyre; blot at holde en MI-8 i luften i en time koster 50.000 kr.
Appellen understregede, at vi havde behov for ca. 600 mio. kr. til de næste 6 måneder, og gjorde klart, at de fleste af pengene ville blive brugt til at forsyne ofrene i de første uger. Det vil sige før vinteren satte ind, og mens vi stadig havde en chance for at holde dem i live.
Det lykkedes os ikke at overbevise donorerne. 3 uger inde i operationen havde vi modtaget mindre end 10 procent. Vi kunne kun holde 13 MI-8 helikoptere i luften i 2 uger, og de kan hver højst bære 2 tons last.
Det var derfor, at vi – til stor forskrækkelse for den humanitære verden – henvendte os til hæren. På daværende tidspunkt havde de taget 45 helikoptere i brug. De fleste var MI-17 med en kapacitet, der er 3 gange større end en MI-8, og med piloter, der er stedkendte i det ufremkommelige landskab.
Men de manglede nødhjælpsforsyningerne, og det var her, vi kunne hjælpe.
Så det var derfor, jeg sad bag i en helikopter i Kaghan-dalen, og piloten, oberstløjtnant Safdar sagde: “Du ved udmærket, at vi ikke kunne udføre dette arbejde alene. Det har altid været en international indsats. Men vi har brug for jer, og I har brug for os”.
Det gælder ikke kun helikopterne. Da vi ikke kunne finde organisationer eller frivillige til at uddele den fødevarehjælp, vi leverede, lagde de pakistanske soldater våbnene og løftede sækkene op på skulderen for at bringe fødevarehjælp ud til ofrene.
Hæren uddeler fødevarehjælp til ca. halvdelen af de 90 lejre, som er beboet af personer, der ikke har noget sted at være efter jordskælvet. Og det er ikke kun Pakistans hær, der hjælper.
WFPs helikoptere er blevet suppleret med helikoptere fra britiske Royal Air Force og fra NATO. Derfor kan vi nu sende ca. 100 tons nødhjælp af sted hver dag til områder, der er ufremkommelige med biler.
Vi har lært, at vi ikke skal fastholde ubetydelige principper om at undgå samarbejde med militæret i nødhjælpssituationer, som er opstået på grund af naturkatastrofer.
Det er altid tydeligt, om militæret er med til at redde liv eller det modsatte. Vi ved udmærket, hvornår vi skal holde os væk. Vi har ingen rolle at spille i Pakistans politiske forhold eller i Kashmir.
Men når det kommer til humanitær bistand, må alle midler tages i brug. Vi bliver nødt til at finde nye veje og samarbejdsaftaler for at kunne arbejde sammen med ansvarlige militære styrker i nødhjælpssituationer som jordskælvet i Kashmir.
Det giver os en bedre chance for at kunne reagere fra den allerførste dag, slutter Robin Lodge.
Indlægget stod i Berlingske Tidende under Debat onsdag den 30. november 2005.
