Det danske bistandskonsortium, DACAAR, kan kun arbejde i Afghanistan som neutrale og med tillid fra lokalsamfundene, hedder det i et indlæg torsdag i Berlingske Tidende.
Af Christian Bjerregaard Jepsen,
informationsmedarbejder, DACAAR, Afghanistan
Det er en besnærende tanke: Velbevæbnede danske jenser holder et vågent øje på bevægelserne i Helmands ørken, mens de hyggesnakker med landsbyens unger.
Lige ved siden af de pansrede køretøjer er håndværkere fra DACAAR og andre danske humanitære organisationer i fuld sving med at konstruere de skoler og tilhørende brønde, som den danske regering har doneret til den uroplagede Helmand-provins.
Der er bare et problem: Hos DACAAR arbejder vi ikke under militær beskyttelse, hverken direkte eller indirekte – et budskab, som vi igen og igen har markeret overfor den danske regering.
Det betyder imidlertid ikke, at vi har glemt Helmand. DACAAR overvåger løbende situationen i det sydlige Afghanistan med henblik på at indlede udviklingsprojekter så hurtigt, som sikkerhedssituationen tillader.
Tanken om danske NGOer og danske soldater i forenet indsats i Helmand dukkede frem i medierne, da den danske regering for kort tid siden offentliggjorde sit udspil omkring den afghanske provins. Planen lyder på yderligere 200 danske soldater til provinsen, mens den civile del indebærer opførelse af 199 skoler.
Så hvorfor kan DACAAR, den størst danske NGO i Afghanistan, ikke arbejde i Helmand under militær beskyttelse? Og hvad skal der til, før vi kan påbegynde arbejdet?
Behovet er der jo – og med mere end 20 års erfaring i at forbedre levevilkårene for Afghanistans landbefolkning har DACAAR den nødvendige ekspertise.
Sikkerhed er naturligvis den kritiske faktor. Den vigtigste grund til at DACAAR siden 1989 har kunnet arbejde i Afghanistan er, at vi kun udfører projekter, hvor lokalbefolkningen ønsker DACAARs indsats og tilmed kan stå inde for vor sikkerhed.
I mange områder bliver DACAARs projekter rent faktisk tolereret af Taleban og andre regeringsfjendtlige grupper, som anerkender værdien af rent vand og nye dyrkningsmetoder. Men vi balancerer på en knivsæg.
Betydningen af et godt forhold til lokalbefolkningen stod lysende klart den 16. april i år, da oprørsstyrker angreb DACAAR i den østlige Laghman-provins.
DACAARs kontor blev ramt af granater, hvilket fik landsbyens indbyggere til at gribe til våben for at forsvare DACAARs medarbejdere. 3 angribere blev tilbageholdt, mens resten blev jaget ud i bjergene, inden afghanske politistyrker nåede frem. 6 blev såret, men lykkeligvis ingen dræbte.
Selv om DACAAR er vant til at arbejde under kritiske sikkerhedsforhold, er de sydlige provinser i den nuværende kriselignende situation en helt anden verden end resten af Afghanistan.
I Helmand har landsbyerne således ikke mulighed for at stå inde for DACAARs sikkerhed, hvilket medfører en uacceptabel høj risiko for vore medarbejdere.
Den umiddelbare løsning – militær beskyttelse fra NATO-soldater – vil uden tvivl blive taget ilde op af regeringskritiske lokale og ikke mindst Taleban. De vil logisk nok anse DACAAR som en del af Vestens militære indsats – og vor status som en neutral NGO vil forsvinde som dug for solen.
Mister vi tilliden fra lokalsamfundene, kunne konsekvensen i værste fald være lukning af vore programmer i Afghanistan.
En model med “fjernstyring” fra Kabul holder heller ikke. DACAARs projekter bygger på dialog, tillid og omfattende aktivering af landsbysamfundene for at sikre lokalt ejerskab og en langsigtet virkning af projekterne.
Eksempelvis er konstruktionen af brønde kun en afgrænset del af DACAARs vandprogram. Al vor erfaring peger på, at rent vand skal kombineres med installation af latriner og undervisning i hygiejne, før vi opnår væsentlige forbedringer af helbredstilstanden. I modsat fald kan investeringerne være spildte.
DACAAR har tidligere arbejdet i Helmand-provinsen; og vi er på banen igen, så snart landsbyerne kan (og vil) arbejde sammen med DACAAR, uden at vore eller de lokales liv udsættes for uacceptabel fare.
I mellemtiden deler vi meget gerne ud af vore erfaringer til alle, – herunder også det danske forsvar – som ønsker at udføre udviklingsprojekter i Helmand, slutter Christian Bjerregaard Jepsen.
Indlægget stod under “Debat” i Berlingske Tidende torsdag den 17. maj 2007.
Se mere om Danish Committee for Aid to Afghan Refugees (DACAAR – Den danske komité for hjælp til afghanske Flygtninge) på
www.dacaar.org/dacaar.asp?id=141
