Høns i Malawi: Kommentar af Jørgen Harboe

Redaktionen

16. februar 2004

Hønsefoder

Somme tider er undskyldningerne for en sag næsten værre end sagen selv!

16. februar fortalte Politiken og andre medier, at Danida først støttede 545 fattige kvinder i den afrikanske stat Malawi, der ønskede at investere i ægproduktion, og derefter lukkede så brat for hjælpen, at kvinderne havnede i dyb gæld. Da skaden var sket, gjorde Danida intet for at bistå de nødstedte.

Den historie var Udenrigsministeriet ikke glad for, og ministeriet udsendte samme dag en pressemeddelelse.

Den antyder bl.a., at gruppernes problemer ikke skyldes Danidas måde at handle på, men “at kvinderne, på grund af den tørke, der ramte Malawi i januar 2002, holdt op med at fodre hønsene, og i stedet for selv spiste det foder, som hønsene skulle have haft.”

Med andre ord: det var kvindernes egen fejl, at det gik så galt. De kunne bare have ladet være med at sulte og spise hønsefoder!

Hvor kynisk kan man være i et bistandsorganisation, hvis mål er at bekæmpe fattigdom?

Jørgen Harboe har skrevet om Den 3. Verden og udviklingsproblematikker i over 30 år.