Af Jørgen Harboe
Dagbladet Politiken havde søndag en artikel på forsiden om, at Danmark fra næste år øger den militære indsats i Afghanistan. Soldaterne skal både hjælpe med
humanitært arbejde og være med til at træne den nye afghanske hær.
Altså have en dobbeltrolle. Det er ikke noget nyt. Det er set før.
Da den danske regering i foråret offentliggjorde perspektiverne for sin udviklings- og bistandspolitik, havde den et afsnit, der forudskikkede, at den fremover ville lægge større vægt på samarbejde mellem de humanitære organisationer og militæret om humanitære opgaver i samklang med det (voksende) danske militære engagement: Altså et større sikkerhedspolitisk islæt i udviklingsarbejdet.
Regeringen understregede, at den forventede samarbejde fra de private humanitære organisationer om denne vægtning.
Dengang forsøgte U-landsnyt-dk forgæves at få en af de danske udviklings-NGOer til at kommentere denne prioritering. Vi ville gerne vide, om udviklingsorganisationen mente, om det var en god kobling og – hvis ikke, – om den ville rejse en debat.
Nu viser det sig ifølge Politiken, at hjælpeorganisationerne er gået i udvalg med Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet om at finde fælles fodslag for sådan et samarbejde.
Ud fra én synsvinkel er det naturligt.
Siden begyndelsen af 1970erne har de private danske bistandsorganisationer fået voksende tilskud fra staten, sådan at alle de store danske bistandsorganisationer i dag finansierer langt over halvdelen af deres arbejde med offentlige midler.
Når man har sagt A må man også sige B. Den der betaler regningen, bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Det er ét synspunkt, og det har vægt.
Læger uden Grænser har dog peget på et andet perspektiv.
– Det humanitære arbejde bliver invaderet af militæret. Det har gjort det vanskeligere for os at udføre vores arbejde, siger Søren Brix Christensen, der er formand for organisationen, søndag i Politiken.
Det er så sandt, som det er sagt.
I Irak og Afghanistan er Danmark reelt i krig og støtter nogle befolkningsgrupper mod andre.
Begge steder forsøger private hjælpeorganisationer at løse humanitære opgaver side om side med militæret og begge steder er de på retræte. De bliver opfattet som politiske aktører på linie med soldaterne og er derfor angrebsmål for militærets fjender.
Samarbejdet har kompromitteret dem og det arbejde, de udfører. Bistandsfolk bliver ikke længere opfattet som nonkombattanter. Derfor bliver bistandsfolk slået ihjel og derfor må den ene bistandsorganisation efter den anden opgive at arbejde i konfliktområder.
Man kan med rette frygte, at vi er vidne til en tendens, der lægger gift ud for humanitær bistand og udviklingsarbejde, som vi har kendt det siden begyndelsen af 1960erne.
Der er i høj grad brug for en offentlig debat om det virkelig er den vej, vi og organisationerne – ønsker at gå.
Den debat bør ikke foregå i lukkede udvalg men åbent, – f.eks. i U-landsnyt.dk.
Jørgen Harboe er journalist med Den 3. Verden som speciale og lejlighedsvis redaktør af U-landsnyt.dk
Læs også under rubrikken Dansk bistand “Flere danske soldater til Afghanistan”, dato 21.11.04, og “VK-regeringens begrundelse for at sende flere soldater til Afghanistan”, dato 11.11.04.
