Kommentar om u-landsnyt.dk og u-land.dk og organisationernes holdning til samarbejde

Redaktionen

På et dialogmøde fredag i Eigtveds Pakhus om en ny webstrategi for oplysningsarbejdet om u-landene, som Danidas Oplysningsudvalg havde indbudt til, holdt u-landsnyt.dks redaktør, Jesper Søe, nedenståede indlæg, som her bringes på opfordring.

Af Jesper Søe

Jeg skal jo sige lidt om den nye internettjeneste u-landsnyt.dk og perspektiverne for samarbejdet med portalen u-land.dk

Men først lige lidt om baggrunden for det hele, nemlig internettet.

Nettet er jo det nye stærke medie, der kan nå ud til alle for en billig penge, nå ud til høj som lav, ung som gammel, fattig som rig. På den måde er nettet superdemokratisk.

Det har danskerne for længst taget konsekvensen af. Vi er et af de folk i verden, der er mest på nettet. Det betyder også, at der til stadighed er flere og flere kunder, man kan komme i forbindelse med derude i cyberspace. Folk, som går ind på nettet for at spore sig frem til en ydelse eller et interesseområde af den ene eller anden art.

På den baggrund kan man godt sige, at døren er sparket godt og grundigt op for de danske u-landsorganisationer. De kan nemt og hurtigt nå ud til mange, mange flere end før. Det gælder jo også for andre, deriblandt internet-baserede nyhedstjenester. Og det er hovedbaggrunden for starten af den nye nettjeneste u-landsnyt.dk for godt et år siden.

Tanken havde ligget der længe – helt tilbage fra 1999. Og for mig fik den ekstra relevans, da jeg efter 10 år i Danida var færdig med min kontrakt som redaktør af Udvikling og følte stor lyst til at prøve noget nyt.

Jeg havde jo oplevet bistandsstoffets nedtur i dagspressen, set u-landsbistanden og u-landene blive nedprioriteret gang på gang. Og dét selv i blade, der burde have taget den opgave på sig – og vel at mærke tidligere havde gjort det. Ingen nævnt, ingen glemt.

Samtidig betød valgresultatet og regeringsskiftet for nu snart 3 år siden, at det såkaldte u-landspolitiske flertal var væk og så kan det ellers nok være, at sparekniven kom igang. Milliarder forsvandt fra bistandsbudgettet og også NGOerne våndede sig.

Så alt i alt var vinduet der – lejligheden til at gribe til og gøre noget på et område, der for mig at se lå underdrejet, også rent nyhedsmæssigt. Jeg fik som ledig ret hurtigt godkendt den nye hjemmeside som et jobskabelsesprojekt og så gik det ellers derudad – ud over stepperne som man vist siger.

Første fase var ren forberedelse. Et teknisk begavet ungt familiemedlem var vild med at bygge min nye hjemmeside op og hen over sommeren 2003 fik vi det hele på plads.

Grundkonceptet skulle være en journalistisk-baseret og fritstående nyhedstjeneste, som på tværs af organisationerne og andre aktører fortalte, hvad der rørte sig af vigtige ting i Den 3. Verden og i dansk og international bistand. En slags mini-genfødsel af den u-landspresse, vi engang kendte til.

Det var det, jeg havde fundet af, at jeg i hvert fald selv som kunde havde behov for. Nemlig at kunne gå ind på nettet et enkelt sted og så finde de ting, jeg havde brug for, eller i hvert fald kunne benytte det som udgangspunkt for videre søgning på andre netsites.

Altså overskuelighed, enkelhed og overblik. Nøgleord i en informationsforvirret tid, hvor malstørmmen maler på højtryk.

Næste fase var så selve opstarten i august sidste år, hvor u-landsnyt.dk gik i luften hjemme fra tastaturet i min dagligstue. Naturligvis var vi spændte. Journalist Jørgen Harboe havde meldt sig som fast netvagt og journalist Poul Struve Nielsen som lejlighedsvis tovholder. Deres opbakning var uvurderlig, men til syvende og sidst hang det selvfølgelig på mig selv.

Hvad ville de potentielle kunder sige? Var det overhovedet noget for dem? Var det rigtigt så udelukkende at satse på en kundefikseret tilgang? Altså alene se på, hvad folk derude måtte have behov for og ikke på andre hensyn.

Det viste sig heldigvis, at vi havde satset rigtigt. For kunderne har jo altid ret. Er der ikke mange kliks på siden, er den uinteressant og reelt en fiasko og kan bedst betegnes som et slags beskæftigelsesprojekt.

Men modtagelsen var over al forventning. Det er ikke en overdrivelse at sige, at mængden af begejstrede e-mails var overvældende. Og de kom fra nær og fjern – og med fjern menes de fjerneste afkroge af verden, for nettet er jo overalt.

Og hvad var mindst ligeså vigtigt: Antallet af besøgende på u-landsnyt.dk steg og steg – og det har det faktisk gjort lige siden.

Tredje fase var så indkøringsfasen, og den befinder vi os stadig i i dag. I den fase har det været vigtigt at holde nyhedsmængden oppe og at være konstant og varieret i dækningen. Men også med de begrænsninger, det giver at være så relativt svagt bemandet. Det har betydet meget registrerende journalistik, altså at man kolporterer andres nyheder og budskaber videre.

Det er naturligvis ikke tilfredsstillende i længden og det skal der også laves om på i den næste og fjerde fase. Denne fase kræver en mandskabsmæssig opnormering – i øvrigt indenfor meget beskedne økonomiske rammer.

En sådan beskeden opnormering skal sikre, at det journalistiske perspektiv styrkes. Med andre ord sikre en overgang fra den nuværende mere registrerende nyhedsstrøm i form af pressemeddelelser, udtalelser, kommentarer m.v., til egentlige journalistiske historier.

Det vil for eksempel indebære

1) selvstændige journalistiske initiativer
2) reportager, for eksempel fra danske u-landsorganisationer, som præsenteres, eller fra andre aktører
3) referater fra vigtige u-landsrelaterede møder, konferencer, seminarer m.v. Den slags stof finder kun sjældent vej til medierne i dag – udover i givet fald organisationernes egne referater
4) interviews og portrætter – mulighederne er mangfldige
5) faste kommentatorer, f.eks. partiernes u-landspolitiske ordførere, som efter min bedste vurdering har meget på hjerte, men kun alt for sjældent spørges om kommentarer på dette område
6) anmeldelser. Rigtig mange u-landsrelevante udgivelser anmeldes kun sjældent eller slet ikke. Jeg har haft forfattere, som i deres kvide har henvendt sig for i det mindste selv at få lov at skrive om deres nye bog. Det har de naturligvis altid fået lov til – med behørig kildeangivelse
7) rapporter fra udsendte – fortrinsvis fra danske journalister
8) analyser og baggrunde. Her er emnerne og sammenhængene nærmest utallige

Der kan sagtens tænkes endnu flere relevante opgaver, men de må løses hen ad vejen efterhånden som nyhedstjenesten udvikler sig og for alvor finder sin egen identitet.

Det er nemt at udbrede sig om fremtidsperspektiver, på den anden side mener jeg at u-landsnyt.dk er så konkret et initiativ og har så klare resultater allerede, at vi har noget at have optimismen i. Især efter, at vi fra maj har indledt et samarbejde om at levere nyheder til u-land.dk

u-land.dk er jo den globale portal herhjemme og et af de meget få tværgående samarbejder i det danske u-.landsmiljø, som rækker hen over organisationsgrænser og hen over de ofte meget forskellige og til tider modsatrettede prioriteringer og dagsordener hos de enkelte aktører.

De spørgsmål man i den anledning med rette kan stille til debat i dag er efter min mening disse:

Hvad er værdien af et centralt sted for oplysningsformidling om u-landene i Danmark?

Hvad vil vi – sammen – kunne udrette og opnå, hvis u-land.dk styrkes afgørende og får “miljøets” fulde støtte og samarbejde?

Hvor vil vi være henne om et par år eller 3, hvis u-land.dk får lov at vokse og bliver det sande og centrale fikspunkt for oplysningsformidlingen? Et fikspunkt, som ikke blot har værdi i sin egen ret, men som også befrugter og styrker organisationernes formidling og leder kunderne videre til de enkelte aktørers netsider i et værdifuldt samspil..

Hvor ligger de reelle synenergier i u-landsmiljøet ved at gå sammen om en central tværgående indsats, hvor hele miljøet spiller med – tænk blot på de potentielt betydelige ressourcer, der kunne sættes ind.

Hvor langt er miljøets så ofte indbyrdes konkurrerende aktører villige til at spille med? Villige til en moderat omfordeling af oplysningsressourcer. Villige til at styrke u-land.dk med penge og mandskab?

For som vi alle ved, er der ingen genvej til at sikre en bedre oplysningsindsats. Det kræver penge og mandskab, dedikation og hårdt arbejde og klare målsætninger.

Det har man også opdaget i FN-systemet. For man kan udmærket drage en parallel mellem u-land.dk og det danske u-landsmiljø og så FN-systemet.

Hver organisation i FN-familien har nu sin egen hjemmeside – akkurat som i vort u-landsmiljø – men samtidig er den centrale FN-side, altså FNs tværgående hovednyhedstjeneste, blevet styrket afgørende som det sted, hvor man kan gå ind og finde alt det nyhedsvæsentlige – og derefter søge videre på de enkelte organisations-sider. Akkurat som det burde være herhjemme.

Og vi taler vel at mærke om moppedrenge som WHO, ILO, UNICEF, FAO osv., der har indordnet sig og indset fordelen ved at spille sammen i informationsindsatsen, samtidig med, at man selvfølgelig har sit eget.

Man kunne også lidt provokerende spørge: “Hvad er udtryk for egentligt og reelt ejerskab til u-land-dk? – altså den form for ejerskab, som bistandsorganisationerne selv kæmper for, at deres målgrupper og partnere skal have i projekterne ude i u-landene.

Hvad er egentligt ejerskab – opbakning kunne man sige? Det spørgsmål kunne organisationerne godt stille sig.

Er det nok at sidde i u-land.dks bestyrelse og så sende stof afsted engang i mellem til portalen? Er det nok at betale 7.000-8.000 kr. i medlemskontingent – OM ÅRET -, hvis man er så stor en organisation, at man har en omsætning på over 4 millioner kroner om året. Eller måske 100 millioner?

Sådan er reglerne jo nu – 7.-8.000 kr. om året – er det virkeligt nok?

Er det nok, når Danidas Oplysningsudvalg samtidig har skudt beløb af en hel anden størrelsesorden i dette enestående tværgående initiativ? Fordi man ønsker samarbejde, samarbejde, samarbejde.

Man kan spørge: Vil man? Eller vil man alligevel ikke? Bakker organisationerne helhjertet op om u-land.dk? Kan de se perspektiverne i det her? Har de gjort sig forestillinger om, hvad en virkelig stærk, central portal vil kunne udrette?

Og i bekræftende fald: Hvad resultat er de så nået frem til? Er det et resultat, der kun er 8.000 kr. – eller mindre – værd om året? Eller er man nået frem til, at uden mandskab og penge kan intet lykkes. Og hvis man så har det: Hvilke konsekvenser er man da parat til at drage i form af ekstra ressourcer?

… igen her er markedsføring og kendskab til en central website afgørende, det sikrer nemhed i tilgangen og overskuelighed. Også fordi en central, stærk portal vil virke som en indgangsport til hele blomsterfloret af organsationer og andre aktører.

Det var måske nogle af de ting, vi kunne se på i dagens løb. Det var i hvert fald, hvad jeg havde at sige. Tak fordi I lyttede.