De ca. 40 fremmødte til foreningen U-landsnyt.dks årlige generalforsamling kunne onsdag i VerdensKultur-Centret på Nørrebro i København høre, at det går strygende for den nyhedstjeneste på internettet, som foreningen driver, men samtidig, at der er problemer med firmaet, som står for salget af annoncer til websitet.
På den redaktionelle front er billedet præget af stadig stigende trafik på sitet, en voksende skare dedikerede frivillige til at passe vagterne og en udvidet dækning af de relevante stofområder i Den 3. Verden, herunder dansk og international udviklingsbistand.
Hertil kommer opbygningen af et samlet debatsted for det danske “development community” via en skare centralt placerede bloggere.
Alt dette redegjorde foreningens formand, journalist og IT-specialist Dan Larsen, for i sin beretning, der kan ses neden for i sin helhed.
På den økonomiske front kunne fore-ningen både via egen indsats og et tilskud på 160.000 kr. fra Timbuktu Fonden til ekspan-sive tiltag præsen-tere et resultat for 2009 på 34.578 kr kroner – hvilket er blot 300 kr. fra det budgetterede.
Samtidig er egen-kapitalen steget fra noget nær nul i 2008 til 38.306 kr. ved udgangen af sidste år.
For 2010 er der budgetteret med indtægter på 105.000 kr, som er stipuleret til at give et årsplus på 12.000, fortalte foreningens kasserer, Hans Peter Dejgaard. Indtægten tænkes i alt væsentligt brugt til at afløn-ne en fast studentermedhjælp 12-15 timer ugentligt og teknisk support.
Indtægterne fremkommer, hvis foreningen blot når op på 300 betalende medlemmer (45.000 kr.) og sælger annoncer for 60.000 kr.
At det sidste ikke skulle være nogen større hurdle fremgår af, at der allerede er tilgået 2010-regnskabet 21.000 kr. i annonceindtægter, som er afregnet efterpå fra sidste år.
MEN, MEN… det er her, der er problemer.
For det firma, som U-landsnyt.dk har samarbejdet med, er gået konkurs og søges nu videreført i et andet, hvor ledelsen godt nok nærer et stærkt udtalt ønske om at få U-landsnyt med over som kunde, men hvor U-landsnyt.dk fortsat har penge til gode i det gamle selskab.
Faktisk så mange, at foreningen her torsdag – altså dagen efter general-forsamlingen – fremsendte et krav på anslået 73.000 kr. netto til boet efter det konkursramte selskab.
Hvordan det videre forløb bliver, er endnu uafklaret. Men repræsentan-ter for U-landsnyt.dk har allerede afsøgt markedet for andre samar-bejdspartnere, som i givet fald kan overtage og passe annonceporte-føljen.
Dette har ikke været svært, idet salgspotentialet skønnes ganske bety-deligt. En ny samarbejdspartner står således på spring med kort varsel.
Efter en til tider livlig debat om flere aspekter af foreningens virke med indlæg fra Jørgen Harboe, Niels Elbæk, Klaus Winkel, Mogens Poulsen, Tue Magnussen, Lotte Dahlmann og flere andre vedtog generalforsam-lingen et forslag om at udvide bestyrelsen fra 5 til 8 personer og der kom 4 nye medlemmer ind i kredsen ved det efterfølgende (freds)valg.
Nærmere omtale heraf følger snarest i Nyt om Navne-rubrikken på nyhedstjenesten.
DOKUMENT
Formands- og bestyrelsesberetning til foreningen U-landsnyt.dks generalforsamling 2010 ved foreningens formand, Dan Larsen:
U-landsnyt.dk har det sidste år gennemgået en forrygende udvikling og den fortsætter …
Bestyrelsen kan ikke understrege nok, hvor fantastisk en rolle de mange frivillige spiller – og vil vedblive at spille. Uden dem var vi ikke, hvor vi er i dag.
Bestyrelsen kan ikke understrege nok, hvor stor en inspiration og hjælp den rundhåndede støtte fra Timbuktu-fonden har været. Uden den var vi ikke, hvor vi er i dag.
Bestyrelsen kan ikke understrege nok, hvilken fornøjelse det har været at arbejde med teknik, designer og sekretærer gennem denne fase af foreningens liv. De har sparket røv for u-landsnyt …
Som formand vil jeg selvfølgelig ikke undlade at nævne bestyrelsen og vor grundlægger Jesper Søe, hvis vision for mediet er vor inspiration.
Vi kan kun håbe, at U-landsnyt en dag opfylder alle visioner og drømme for u-landsinteresserede i Danmark. Det er vor ydmyge vision og meget tyder på, at vi er godt på vej.
Bestyrelsen er naturligvis stærkt fokuseret på de faktorer, som skaber et sundt og levedygtigt medie: indtægter, medlemskaber og brugerantal. Jeg skal ikke her og nu dvæle ved foreningens økonomi. Detaljerne vil vor kasserer tage op om et øjeblik.
Den altdominerende udvikling i 2009 var omlægningen af selve vort site fra det gamle håndgjorte, som Jens Sø havde håndbygget gennem årene, til et nyt open source system med alskens moderne muligheder.
Jens byggede det nye site sammen med designer Søren Severin og et aktivt udvalg under bestyrelsen. Jeg tror ikke, det er muligt at beskrive, hvilken kraftpræstation det var, og lykkeligvis har vores kollektive indsats virket udover vores forventninger. Det nye site gik i luften 14. september 2009.
I maj 2009 havde foreningen 101 medlemmer. En måned efter relanceringen var antallet fordoblet. Foreningens medlemstal er i dag 230, hvoraf 170 har betalt.
Det viser en sund udvikling. Bestyrelsen venter med en hvervekampagne, indtil vi har en Dankort-løsning parat til at modtage penge fra folk. Løsningen er gjort parat til at modtage ekstra donationer fra vores venner.
Det hele er teknisk set færdigt, men er forsinket af bureaukrati. Så snart formaliteterne er i orden og systemet aktiveret, skyder vi en hvervekampagne af.
Skulle nogen være i tvivl om vort potentiale, så har vi på kort tid fået 659 venner på Facebook … det er bare sejt. Antallet er steget med 9 i denne uge.
Antallet af abonnenter på nyhedsbrevet vokser og vokser. Vi er nu oppe på ca. 5.600 hver uge – og i løbet af meget kort tid dobler vi op til 2 ugentlige forsendelser inkl. annoncer og opfordring til at melde sig ind. Det nødvendige er netop kommet på plads teknisk.
Som enhver vil se, har vi fået betalte annoncer på siderne, hvilket midt i en annoncørkrise af historisk format fortæller noget om vores potentielle styrke inden for vores niche.
Erfaringerne fra den store verden er, at nichemedier som U-landsnyt kan skabe forretning online. Som I vil høre har vejen til annonceindtægter trukket veksler på foreningen og udfordret vor tålmodighed.
Redaktionelt har U-landsnyt oplevet noget nær en eksplosion af interesse, idet vi i dag kan trække på en blandet gruppe på 30 frivillige. Også indsatsen for at skaffe kvalificerede bloggere udvikler sig meget tilfredsstillende – check blot de kloge indlæg på siderne.
Blandt de mange opgaver, der påhviler den kommende bestyrelse, er at give redaktionen støtte til at udvikle sine menneskelige ressourcer, håndtere en voksende mængde indhold og at styrke redaktionel egenproduktion. Opgaven er massiv, skal jeg hilse at sige.
Hvor hovedopgaven i 2009 var teknisk omlægning, bliver fokus i 2010, forudser jeg, redaktionel oprustning. Alt andet lige er det indholdet, der tæller – alt andet er ligegyldigt for et medie som vort. Godt indhold skaffer brugere, frivillige og annoncører. Bestyrelsen vil aldrig glemme, at godt og uafhængigt indhold er vort guld.
Foreningens dygtige studenterhjælp, Peter Tindborg, som lige nu koncentrerer sig om sine studier i Indonesien, har haft ansvaret for en brugerundersøgelse, der viser, hvem vore gæster egentlig er. Undersøgelsen er ikke videnskabelig, men den giver et seriøst vink fra 159 læsere.
Flertallet af brugere er mænd – 69 procent af dem er mellem 20 og 49 år gamle med vægt på 30-39 aldersgruppen. Hele 74 pct. har en lang videregående uddannelse.
Knap halvdelen har hørt om U-landsnyt fra andre og en tredjedel finder os via søgemaskiner. Over 4/5 af besvarelserne var fra ikke-medlemmer – mens 3/4 modtager nyhedsbrevet.
1/3 af brugerne kommer forbi hver uge og 40 pct. enten flere gange ugentligt eller dagligt.
Hele 71 pct. bliver mellem 6 og 20 minutter på sitet, hvilket er særdeles megen tid set med internet-øjne. Folk kommer for at få de sidste nyheder og/eller studere jobtilbud. Tilfredsheden med vores brugervenlighed er skyhøj på 96 pct.
Så U-landsnyt.dk er på rette spor og vores brand er sundt.
Antallet af unikke besøgende er nu solidt over 100.000 om året. Vi landede i 2009 med 103.624 gæster.
Et andet område af stor vigtighed for U-landsnyt er stillingsannoncer, hvor antallet længe har været inde i en god gænge.
Over 2009 og ind i 2010 er der en svag stigning i antallet af brugere som opsøger jobopslag som deres indgangsside – de har altså brugt henvisninger og søgemaskiner for at komme frem.
2-3 gange så mange slutter deres læsning på U-landsnyt.dk fra en jobside.
Her til slut vil jeg gerne vise Generalforsamlingen, hvad omlægningen betød for os – der hvor det virkelig tæller – på antallet af brugere og viste sider. Såvel for antallet af unikke brugere og antal besøg har omlægningen simpelt hen vendt en let nedadgående trend.
Naturligvis betyder de frivillige tovholdere meget, men de første var allerede på banen før omlægningen. Jeg tror vi kan tilskrive en stor del af væksten til teknikken. Når vi tager antallet af viste sider med, bliver billedet meget tydeligere. Sidetallet er steget kraftigt.
Vi har grund til at fejre de gode resultater på alle fronter … men store opgaver forestår.
Økonomisk og resultatmæssigt aflægger bestyrelsen i dag regnskab for 2009 med et lille kik ind i 2010. Generalforsamling for 2010 skal vælge en ny bestyrelse, men flere processer er naturligvis allerede at i gang. Efter generalforsamlingen holder den nye bestyrelse et konstituerende møde, hvor roller fordeles og udvalgt nedsættes.
Vi vil gerne øge tempoet for udvikling i foreningen og har allerede en række mulige initiativer på tegnebrættet – udover at hverve mange nye medlemmer, banke annoncesalget på plads og producere et væld at nyt indhold.
Store udfordringer venter os og jeg håber, at alle kandidater til bestyrelsen på forhånd har tænkt over det bidrag, de kan give foreningen.
(slut)