U-landsnyt har allerede anmeldt det meste af “Idealer og realiteter – Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005”, et digert værk på næsten 600 sider, der udkom hos Gyldendal tidligere i år.
Kjeld Juul skrev om bistandens første år frem til 1962, og Jesper Søe har anmeldt den del af bogen, der beskæftiger sig med tiden efter 1975, med hovedvægt på den sidste periode frem til 2005.
Ind imellem ligger afsnittet om årene 1962-75. Den del af bogen skal beskrives her med en kort sviptur til Noakhali-projektet i Bangladesh, der først så dagens lys i 1978.
Alt i alt har U-landsnyt således afsat hele 3 mand til at anmelde denne bog, hvilket viser, at den er noget særligt. Ikke nødvendigvis fordi den er god, men fordi den er den eneste af sin art: Et forsøg på at give en samlet oversigt over dansk u-landsbistand.
Bogen er endda lagt op som bistandens kanon eller i alt fald som halvofficiel historieskrivnikng. Projektet er sat på skinner efter aftale med Udenrigsministeriet og finansieret af Udenrigsministeriet.
Sådan et værk bliver næppe skabt igen de første mange år – om nogensinde – og står derfor som bautasten eller hovedkilde til denne periode i dansk bistand og som forståelsesramme for, hvad vi ville og gjorde med bistanden. Derfor er udgivelsen vigtig.
GOD OG FYLDIG BESKRIVELSE
Dette kan læses som optakt til en dårlig anmeldelse. Det er det ikke. Afsnittet om 1962-75 giver en god og fyldig beskrivelse af de år, da den statslige bilaterale danske u-landsbistand blev til.
Det er den periode, som Kaj Baagø, en af tidens store bistandsmænd, kaldte Danidas glade 60ere. Der var ingen faste rammer, heller ingen klar målsætning.
Bistanden voksede frem og fandt sin form ved trial and error, som afsnittets forfatter, lektor Jan Pedersen fra Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet mere end antyder.
Landevalget var tilfældigt. Projektudvælgelsen var lemfældig. Formelt var beslutningsprocessen kringlet og langstrakt, men reelt havde engagerede bistandsfolk et vidt spillerum og stor indflydelse.
1962 var året, da Folketinget vedtog den lov, der fastlagde, at Udenrigsministeriet skulle administrere den dengang mikroskopiske danske bistand med råd fra en U-landsstyrelse og et U-landsråd.
I 1975 var bistanden mangedoblet (men stadig under 0,7 procent af BNP), og selv om målsætningen fortsat var vag og mangetydig, var der dog ved at tegne sig en linie.
Den socialdemokratiske udenrigsminister K.B.Andersen gjorde bistanden til et redskab for dansk støtte til frihedsbevægelser i det sydlige Afrika i modsætning til apartheidstyret i Sydafrika, for udbryderstaten Bangladesh i forhold til det undertrykkende militærstyre i (Vest)pakistan og til det vietnamesiske folk i modsætning til den amerikanske krigsmagt.
I de samme år begyndte Danida at samle på mærkesager, og Jan Pedersen giver en fin beskrivelse af kvindernes vej ind i dansk udviklingspolitik via 2 FN-konferencer, hvor af den ene foregik i København.
1970erne (og 1980erne) var i det hele taget det store FN-konferencers tid og en tid, hvor de frivillige organisationer fik held til at tilkæmpe sig en halvofficiel status i periferien af de internationale og nationale fora.
Jan Pedersen beskriver fænomenet som en post-moderne form for politik, men det er måske lige så meget udtryk for, at engagerede udenomsparlamentariske grupper fik reel medindflydelse i en situation, hvor de folkevalgte ikke var særligt sikre på, hvad de ville med udviklingspolitikken.
HVEM SKABTE BISTANDSPOLITIKKENS SUBSTANS?
Netop dette tema: Usikkerheden omkring, hvad u-landsbistanden gik ud på i Danidas første tiår, er et af de mest spændende i denne del af bogen.
Jan Pedersen skriver, at Folketingets udenrigsudvalg, der formelt havde ansvaret sammen med udenrigsministeren, reelt sagde nej til at beskæftige sig med u-landspolitikkens indhold. De fleste udenrigsministre holdt sig også til de store linier eller holdt sig helt væk.
Spørgsmålet bliver derfor: Hvem var det så, der skabte bistanden og bistandspolitikkens substans?
Jan Pedersen fortæller, at et ja til et projekt i U-landsstyrelsen normalt var ensbetydende med, at projektet gik igennem, og at Styrelsen normalt sagde ja, når Danidas chef og Styrelsens formand var enige om en anbefaling.
Frem til 1968 var formanden den kendte økonomiprofessor Poul Nyboe Andersen, der både havde viden om og interesse for u-landsbistanden. Han forlod Styrelsen, da han blev minister i Poul Hartlings Venstreregering, og hans efterfølger var langt svagere funderet i bistandsspørgsmål.
Danidas chefer var først professor Mogens Boserup og derefter karrierediplomaterne H.E.Kastoft og Wilhelm Ulrichsen, der alle tre 3 magtfulde og engagerede chefer.
Her mangler bogen at sætte personerne i direkte forhold til udviklingen af dansk bistand. Hvilke aftryk på bistanden satte henholdsvis Nyboe, Boserup, Kastoft og Ulrichsen? Hvilken rolle spillede de hver især for, at bistanden voksede til at blive en betydelig faktor i dansk udenrigspolitik? Hvilken rolle spillede det, at Nyboe var borgerlig, mens Boserup og Kastoft havde baggrund i venstrefløjen?
Jan Pedersen kommer også – ganske overfladisk – ind på, hvilke andre personer, der spillede en rolle for bistandspolitikken i 1962-75 og nævner her journalisterne Jørgen E. Petersen og Jørgen Schleimann. De bidrog begge, men ikke nær så meget som pastor Viggo Mollerup, der slet ikke er nævnt.
Mollerup var generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp i 1960erne og skabte en enestående folkelig tilslutning til nødhjælpsarbejdet gennem sin personlige karisma, sit pressetække og sine spektakulære hjælpeaktioner, ikke mindst luftbroen til Biafra.
Den folkelige begejstring smittede af på det egentlige udviklingsarbejde, og det er derfor en fejl, at hans virke ikke er vurderet.
I det hele taget er afsnittet – og hele bogen – præget af en tendens til at beskrive de faktorer, der prægende den diffuse udviklingspolitik isoleret fra de mennesker, der stod for synspunkterne og kæmpede for eller mod dem.
Denne tendens gør bogen kedeligere end nødvendigt og er regulært virkelighedsfjern. Hvad end man mener om u-landsbistand, har den i alt fald et element af altruisme. Og det er umuligt at forstå altruisme som løsrevet politik, uden forbindelse til altruistiske mennesker.
DET STORE NOAKHALI-PROJEKT
Den danske bistand fik tydeligere profil i tiåret efter 1975, da slagordet først var basic needs – forsøg på at give hjælp, der tilfredsstillede de grundlæggende behov hos de fattige på landet, og senere blev strukturtilpasning: Nemlig bistand, inspireret af den amerikanske præsident, Ronald Reagans, økonomer, med hovedvægt på offentlige besparelser i de fattige lande.
Det mest markante udtryk for dansk bistand i overensstemmelse med de grundlæggende behovs politik, var egnsudviklingsprojektet i Noakhali i Bangladesh. Det åbnede i 1978 og løb frem til 1992 og blev dermed et af de mest sejlivede i Danidas historie. Det var også den tids største og dyreste.
Det er i bogen beskrevet af lektor Thorsten Borring Olesen, Institut for historie og områdestudier ved Århus Universitet som et problemprojekt. Det forsøgte at koordinere mere end en halv snes forskellige aktiviteter i et fattigt distrikt med over en million mennesker og forsøgte i stigende grad at nå de fattige.
Og det lykkedes ifølge Borring ikke. Det var hovedgrunden til at projektet var problematisk og til sidst blev opgivet i sin oprindelige form. Skriver forfatteren.
Noakhali-projektet var problematisk, men Thorsten Borrings beskrivelse er alligevel en voldsom fortegning af virkeligheden.
Dels dengang, hvor projektet trods vanskelighederne fik status som Danidas flagskib og blev profileret som intet andet i dansk bistand før eller siden. Dels nu, hvor u-landsforskeren Steen Folke med flere i 2002 har offentliggjort en dybtgående evaluering af projektet i flere bind.
Folke konkluderer bl.a., at Noakhali-projektet rent faktisk fik betydning for fattigdomsbekæmpelsen og indsatsen for de svageste grupper i Noakhali og andre steder, og at projektet samtidig fik betydning på en lang række andre områder.
Det var simpelt hen alle tiders eksperimentarium for fattigdomsbekæmpelse! Denne evaluering nævner Borring overhovedet ikke i sin beskrivelse, selv om den er den grundigste gennemgang af projektet overhovedet.
Det er i øvrigt tankevækkende, at Noakhali-projektet nok sank i grus under vægten af sine egne ambitioner, der kun delvis blev indfriet, men ikke desto mindre kom til at danne skole.
Det seneste skud på danske egnsudviklingsprojekters stamme blev startet i 23 kommuner i Etiopien for ti år siden af Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors og Red Barnet. Det blev afsluttet så sent som 1. april i år.
Jørgen Harboe er forfatter og journalist med internationale forhold som speciale
Kjeld Juuls anmeldelse findes på
www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14555&mode=Nyhed
Jesper Søes anmeldelse findes på
www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14554&mode=Nyhed
Begge anmeldelser har givet anledning til replikker fra forfatterne, som tillige kan læses under rubrikken Dansk bistand. Især Chr. Friis Bachs omstridte kapitel om årene 1989-2005 har medført reaktioner på grund af påståede fejl og mangler.
